Hun er tegneserieskaber, han er astrofysiker. De mødes tilfældigt i regnen – men sker noget nogensinde tilfældigt? Det er der en samtale om sent i filmen, som i øvrigt bevæger sig nonlineært. Kærlighedens superhelte er fortalt i en cirklende kronologi, hvor scenerne gentager sig og akkumulerer.

Det lette anslag dækker over en bestræbelse, som er både intens og alvorlig: at undersøge kærlighedens metafysik. Dét er præmissen i Paolo Genoveses parforholdsfilm, der følger to mennesker over ti år. Der er både et sort hul i bunden og en meget fyldestgørende slutning.

Anna (Jasmine Trinca) og Marco (Alessandro Borghi) er midt i 20erne, da det begynder. Hun arbejder på en satirisk stribe, som han lander i med det samme, fordi han elsker med sokkerne på. Senere bliver de hovedpersoner i serien Supereroi, for »mennesker i et parforhold er virkelighedens superhelte«. De har mod og udholdenhed til at blive sammen.

Han færdiggør sin ph.d. i København og forelæser på Den Sorte Diamant, mens hun signerer på tegneseriemessen i Milano. Også Rom, Marrakesh og ferieøen Ponza er i spil. Her er utroskab, kedelig hverdag og sygdom. Hvornår er man voksen nok til at få børn?

Pressefoto: Another World Entertainment
Pressefoto: Another World Entertainment Andrea Miconi

Paolo Genovese instruerede Perfect Strangers (2016, da. Ukendte venner), som var en stor og stilskabende succes. Det var den »farlige« samtidskomedie, hvor middagsgæsterne lagde deres telefoner i en bunke og fik mere end rigeligt at vide om hinanden. Filmen fangede tiden i flugten.

Det samme gør Supereroi. Det er en smil gennem tårer-kærlighedsfilm, der omfavner hele forholdet – som (500) Days of Summer, Lone Scherfigs One Day eller Esthers orkester. Genovese citerer modellerne flittigt. Marco danser synkront med Hugh Grant i Love Actually.

Midtvejs fortæller Marco sine studerende, at han har løjet. Tiden er ikke en teoretisk abstrakt. Den findes i allerhøjeste grad, og vi skal bruge den, mens vi har den. Dementiet er dybtfølt og velanbragt. Det er en af fem-seks gode scener, der løfter tics og manerer på plads.

Begge vil finde den rigtige partner. Kærlighedens superhelte er i sig selv en rimelig test. Der skal nok være hårdkogte nejsigere. Men har man hjerte til intet at føle til slut, må der være en karakterbrist. Tag kæresten i hånden og køb billetter. Lad det så komme an på en prøve.

Kærlighedens superhelte (Supereroi). Instruktion: Paolo Genovese. Manus: Paolo Costella, Rolando Ravello, Paolo Genovese. Foto: Fabrizio Lucci. 122 minutter. I biografer landet over.

Der findes oceaner af film, men kun få skribenter kan guide Dem trygt gennem masserne. Læs alle Weekendavisens filmanmeldelser her.