Mens jeg tyndede ud i gyvelen foran sommerhuset, stoppede madskribenten sin cykel og hilste på. Talen faldt hurtigt på Vesterøl, det mystisk udseende og i havnen beliggende spisested, som jeg ikke rigtigt kunne blive klog på. Sidst jeg kiggede ind i bygningen, var der fiskeauktion over jomfruhummere. »Jeg har stadig Vesterøl på min top 10 over danske restauranter,« sagde madskribenten. »Vi har prøvet at få bord, men der er fuldt booket til og med august,« sagde jeg. Men som det sker i de bedste eventyr, opstod den mirakuløse situation, at vi fik kantet os ind på et bord til to aftenen efter på grund af et afbud. Og top 10-bemærkningen blev forståelig.

For indenfor i den lille industribygning på Vesterø Havn på Læsø skinner solen, mens dansktop-schlagere toner ud i rummet, der er dekoreret som en strandbar med parasoller. Tilsat fiskeriets nærvær er alt gjort på en ung og sprød måde. Der sad vi så opvartet af det tatoverede personale, der vidste noget om, hvad der blev hældt i glassene og serveret. Intet menukort ud over stikord som grønne jordbær og kammusling, jomfruhummer og sød selleri eller kongekrabbe og kantareller. En fin række af velsmagende og øjenåbnende retter kom som en strøm ledsaget af gode natur- eller biovine, mens solnedgangen lyste gennem den store rude i lokalet, hvor der tidligere er blevet håndteret fiskekasser i en menneskealder. Vi, der gik og troede, at øl og navnlig Vesterøl kun kunne være noget med bord-bænke-sæt og vin og ølgod-stemning, blev grundigt overrasket. Mad og vin med navne som Little Bastard, Las Vals og den absolut skønne italienske Ageno rørte himlen den aften; fuldt forståeligt, at den lille restaurant nærmest har været fuldt booket, siden eftersæsonens gæster i 2017 første gang mødte op til »noget paella og tapas«, som indehaveren fortalte, da han præsenterede retterne ved bordene.