Levned & Meninger. Er jeg den eneste, der handler med aktier uden at vide, hvad jeg laver?
Slået hjem
I de sidste par måneder har aktiekurserne været gode ved mig. Markedets usynlige hånd har lagt sig varmt på min skulder, næsten kærtegnende, og ja, jeg har da tænkt, at det måske skyldes min økonomiske tæft, min skudsikre fornemmelse for gode investeringer. Men hvem prøver jeg at narre? Jeg aner jo ikke, hvad jeg laver, når jeg handler med aktier.
Egentlig underligt, for allerede i 2013 fik jeg min første konto hos Nordnet, en såkaldt investeringsplatform, der er tilpas feminin i sit udtryk uden at signalere barnekvindelig inkompetence a la Bridget Jones. Eller a la Sex and The Citys Carrie, der i en alder af 35 opdager, at hun har brugt 40.000 dollar på stiletter, men ikke har et sted at bo.
Næ nej, giv mig midaldrende Carrie, der i tv-seriens opfølger, And Just Like That…, er blevet styrtende, obskønt, hovedrystende rig på arv og royalties og bolighandel. Gamle Carrie handler garanteret med aktier eller får nogen til at gøre det på sine vegne.
Og hvor er det også bare dejligt, at kvinder ikke længere skal være åndsbollede, kvidrende klicheer, der er bange for at gå på e-Boks og tilsvarende stolte, når det lykkes dem at komme gennem dagen uden et opkald fra deres bankrådgiver. Det gider jeg i hvert fald ikke; jeg er voksen, jeg tjekker dæktryk og tilpasser realkreditlån. Jeg tjekker de fornuftige lister over mulige skattefradrag, når foråret og årsopgørelsen nærmer sig. Bankrådgiveren skal være bange for mig.
Men altså. Jeg ved stadig ikke helt, hvad jeg laver. Min machofeminisme skøjter rundt på tynd is, der knager, hver gang jeg er inde på Nordnets app og ser, hvad andre investorer diskuterer. Her er for eksempel et par tilfældige opslag:
»Altid overreaktion på udbytte ex-dag«, »Jeg har investeret nogle penge i guldproducent-ETF’er, mens jeg venter på, at den amerikanske økonomi kollapser« og »Bemærk, at vores hjemlige OMX 25-indeks er ved at skabe en omvendt hoved-skulder-formation. Indekset er nogenlunde på samme niveau som venstre skulderniveau.«
Helt blank er jeg ikke på ord som ETF og indeks, men det er død viden, ligesom gamle sanglege, man lærte i børnehaven, og som stadig sidder et sted i hjernestammen. Jeg kan fagterne, men ved ikke hvorfor. Hvis min søn spurgte mig, hvad en aktie er, ville jeg så kunne svare?
MÅSKE VILLE JEG fortælle ham, at mor spiller et spil. Ikke ligesom skak, hvor intelligens tæller, snarere som Ludo, hvor man kan satse på at slå de grønne hjem eller stille sin brik nummer to ud på sekseren i stedet for at rykke med første brik. Mulighederne er begrænsede. Og så ville jeg trøste mig med, at dem, der taler om guldproducent-ETFer og hoved-skulder-formationer, har forstået mere end mig, men alligevel risikerer at tabe.
For så vidt jeg kan researche mig frem til, er det meget usandsynligt, at en tilfældig investor kan »slå markedet«, det vil sige klare sig bedre end de største selskaber i gennemsnit. Det er usandsynligt, at det kan lade sig gøre for selv en meget dygtig investor.
Sidste år skrev FemaleInvest, at selvom færre kvinder investerer end mænd, klarer damerne sig bedre. Mon ikke noget af succesen skyldes, at de netop sætter pengene på såkaldte indeksfonde, der køber et bredt udvalg af aktier, og dermed følger den gyldne regel om at sprede sin risiko? (Inden De tror, jeg faktisk ved mere, end jeg røber: Jeg var nødt til at google »Hvad er en indeksfond?« og »Hvad er et indeks?«, inden jeg skrev den sidste sætning).
Forleden sagde teaterinstruktør Liv Helm her i avisen, at hun altid havde været bange for penge, og sådan har jeg det bestemt ikke. Men i løbet af min aktiekarriere har jeg nogle gange frygtet, at pengene måske var bange for mig. Jeg har investeret i dumme ting, blandt andet et selskab, der endte med at gå nedenom og hjem. Og i Snapchat, som jeg set i bakspejlet burde have holdt fast i, for sidder jeg måske ikke stadig og snapper med mine veninder?
Investering er en lektie i ydmyghed. Man kan miste penge, men endnu værre: ende med at føle sig meget dum. På den måde føjer Nordnet sig til rækken af fænomener, der siden min studietid har gjort det klart for mig, at jeg ikke er den klogeste i lokalet.
Som seksårig rykkede jeg en klasse op og klarede mig virkelig godt i skolen – indtil jeg kom på universitetet. Så begyndte de jævne karakterer, jeg var jævn til mine studier og jævn til at synge og spille klaver, hvilket jeg ellers gerne ville gøre en karriere ud af. Og det kom som et chok hver gang: Jeg var jo sådan en, der var klog og god til alt.
Det er pinligt, hvad jeg stadig bygger min identitet på, nemlig at jeg læste meget tykke bøger som 12-årig. Desto mere pinligt er det, at så mange af mine meget kloge penge er skyllet ud i aktietoilettet.
MEN MÅSKE SKAL man se sine dumheder som forberedelse til den dag, hvor kunstig intelligens bliver klogere end os alle. Forleden læste jeg en artikel om netop dét tidspunkt, skrevet af Avital Balwit, der arbejder for Anthropic – folkene bag den kunstige intelligens Claude – og økonomiprofessoren Tyler Cowen.
Balwit spurgte ikke længere sin meget kloge partner til råds om ting, som AI kunne svare på. Cowen var ikke længere den bedste til kernen i sit job: at svare på svære spørgsmål om økonomi. Begge dele var potentielt uhyggelige og demoraliserende for dem.
Hvad skal mennesker stille op, når vi ikke længere er de mest intelligente i lokalet? Dumheden på ét felt er til at klare, hvis man samtidig er klog på andre områder, skriver de, men hvad hvis man er dum til alt, reduceret til en køddukke, der udfører chatbottens ordrer?
Men, vil jeg tilføje, var det ikke også bare held, at man var den klogeste til at begynde med? Nogle har tykt hår, andre er gode i skolen, og i starten tror man måske, det hele er retfærdigt og rimeligt, og at man fortjener at sidde der med sine 11-taller. Men på et tidspunkt rammer alle muren, de udjævnes og får øje på heldet, på urimeligheden.
Folk taler om guldproducent-ETFer, og man hægter sig på, som man bedst kan. Og så går man hjem til sine unger og spiller Ludo.