I min by er der et bageri, hvor man kan købe umoderne brød med lys skorpe, flødeskumskager og marengskys, og udenfor står folk i kø. Det forstår jeg godt. I en verden, der drukner i surdej, er der tryghed i barndommens bageforme.

Som halvstor dreng arbejdede jeg i et lignende bageri (da var alle bagerier umoderne) som rengøringshjælp et par eftermiddage om ugen. Jeg var for ranglet og slap til reelt at være nyttig og husker, at jeg en dag forsøgte at flytte en stor røremaskine væk fra væggen, så jeg kunne skrubbe gulvet bagved fri for dej. Jeg hev forgæves i den tunge maskine og endte med at kravle op, så jeg lå vandret med fødderne stemt mod klinkevæggen, mens jeg skubbede med hele min kropsvægt. Røremaskinen var urokkelig. Til sidst kom bagermesteren ind og trak med et enkelt kort ryk maskinen ud midt på gulvet. Han sagde ikke noget.