Ved første øjekast ligner Kassandra i skikkelse af Benedikte Hansen på mange måder det, hun skal forestille at være: en furie, mere præcist den tredje i en trilogi af teaterstykker på Husets Teater, der har rod i de antikke myter. Hun sidder med spredte ben, et solidt og selvsikkert man spread. Hendes hår er opsat, men viltert og tjavset. Hendes makeup er udtværet, til ud over kinderne, som efter tårer eller regn. Hendes kjole er delvist gennemsigtig, i sort organza. Bag hende, i en i øvrigt bar scenografi, projiceres video op på et lærred. Først nærbilleder af hud, siden sekvenser af hende, indsmurt i først mudder, siden blod.

Når jeg lige tæller op, er der imidlertid flere grunde til, at jeg hellere vil sammenligne Kassandra med en prædiken end en furies sang.