Skæg med skæg

Det sneg sig ligesom ind på mig. En måneds orlov blev til sommerferie, og et sted undervejs kom skægget til. Kun midlertidigt til at begynde med, en parentes om dagligdagens rutiner med barberskum og skjorten ned i bukserne, et frikvarter for fjæset. Så snart hverdagen begyndte, skulle det af igen. Men efter et par uger ser jeg mig selv i spejlet og kommer alligevel i tvivl: Måske er skægget kommet for at blive?

Det lader jo til at være den vej, det går. Ingen gør længere grin med den iøjnefaldende ansigtsbehåring, som man for nogle år siden kaldte »hipsterskæg«, og i dag kan man møde alt fra politimænd til bankansatte og mediechefer med sådan ét. De fleste mænd i min egen omgangskreds har da også efterhånden en eller anden form for skæg. Overskæg, hageskæg, kindskæg, fipskæg, skovsnegle, cykelstyr. Eller skæg i en firkant om munden; den lådne billedramme om læberne - bortset fra frimærkeoverskægget, der gik af mode i sommeren 1945, måske den skægudskæring med det værste ry, hvilket øgenavne som »lokumsbræt« vidner om.

Jeg kender også flere, som har fået lange, tætte og nærmest geometriske skæg. Skæg der falder ned over hagen og halsen for så at ende brat et sted på brystet, som var de klippet over – snip – med en hækkesaks. En forfængelig bekendt får trukket hår af ryg og skuldre på en mandeklinik ved Langebro, der bruger lim og papir til at få alle hårrødderne med, det skulle være aldeles smertefuldt. Men mens håret forsvinder fra hans intimsfære, vælter det frem i hans ansigt, og i det seneste år har han fået sig et imponerende fuldskæg, måske det flotteste, jeg har set. På afstand ligner det Peter Freuchens skæg på det berømte portrætfoto fra 1947, taget af Irving Penn i New York, hvor polarfareren står i en isbjørnepels og knejser over sin tredje hustru, den klejne og forfinede Dagmar Cohn. Hun er ansat som illustrator på Vogue, har perler om halsen og hat med sløjfe. Han er et rovdyr, der ser ud til at kunne sluge hende råt. Sikke et mandfolk. Sikke et skæg!

Men selv om min bekendte har både formen og længden til fælles med Peter Freuchen, er hans skæg alligevel anderledes velplejet og civiliseret, når man ser det tæt på. Herfra får det mig snarere til at tænke på den Anders And-historie, hvor Anders er blevet hele Andebys foretrukne gartner og først klipper matematiklærerens træer i firkanter og rhomber, og bagefter klipper sportsmandens træer som fodbolde og hockeystave, før han til sidst, beruset af succes og blind af ambitioner, kaster sig over de eksotiske træer i Andeby Botaniske Have.

Det er sådan, min bekendtes skæg ser ud: som Anders Ands snorlige mesterværker, før han blev drevet ud af byen og endte som skovhugger i Alaska. Det er en organisk skulptur, pryglet til perfektion. Et bonsaitræ i hans kontrafej. Er det sådan, den moderne mands skæg ser ud? Halvvejs gennem livet trimmer han først sine ansigtshår, derefter græsplænen.

Den egentlige grund til, at jeg ikke før har anlagt skæg, er selvfølgelig, at jeg ikke er særlig god til det, sådan rent genetisk. På kinderne er væksten mildt sagt spredt, men det egentlige problem er ansigtets næstnederste etage mellem hage og underlæbe. Her er to områder på størrelse med femkroner fuldstændig skægløse og ligger som golde øer i havet af hår. Jeg havde egentlig affundet mig med det. At jeg kunne gro et sæt hæderlige bakkenbarter eller måske et hageskæg, hvis sådan ét en dag skulle komme på mode, men at rigtigt skæg – fuldt og dækkende skæg-skæg – for altid ville være uden for min rækkevidde.

Nu er jeg ikke længere så sikker. Efter fire uger er hårene blevet så lange, at de hvide pletter kun er på størrelse med tokroner. Jeg har også opdaget, at flere Hollywood-stjerner tilsyneladende ikke stiller de samme krav til deres skæg, som de gør til deres øvrige fysiske fremtoning. Matthew McConaughey gror et tæt overskæg, men på resten af ansigtet ligner han én, der har fået pisk med en candyfloss-pind. Og tænk, at ingen bad førsteelskeren Ryan Gosling barbere sig under optagelserne til The Notebook. Det lød sikkert som en god idé at lade hans karakter gro et skæg som symbol på adskillelsen fra Rachel McAdams, men da han mødte op på settet i dén mundering, skulle man ærlig talt tro, at nogen havde haft modet til at rømme sig og række en hånd i vejret.

Skæg kan dække for vigende hager eller give illusionen af en hals, hvor der ingen er. Komikeren Seth Rogen forklarede engang, at han brugte skægget til at »forme sit ansigt«.

Men hvorfor ellers? Peter Freuchen havde ikke den luksus at vælge det fra, moderne mænd vælger det til. Måske som et moderigtigt vedhæng, der er væk næste sommer, måske som en mere permanent del af den mandlige uniform. Medlidende tanker skal i øvrigt sendes til de millioner af mænd derude med manglende eller pletvis skægvækst, som ikke alene ligger under for forbrugersamfundets, men også religionens luner, og som i islamismens eller den ortodokse jødedoms navn går rundt og ligner halvpillede kyllinger.

Hvis et skæg udstråler maskulinitet, er der vel også noget umandigt i ikke at kunne få ét. Men måske er skæg ikke, hvad det har været? Kvinder fortæller om at blive behandlet anderledes, når de farver håret blondt, og på samme måde har jeg lagt mærke til små ændringer i periferien af mit skæggede udsyn. Det korte blik, som mennesker kaster på hinanden, i supermarkedet eller på toget, sender tilsyneladende signaler af endnu lavere prioritet til deres krybdyrhjerner: Mand. Snart 40. Skæg og vindjakke. Ingen fare på færde.

Lige før sommerferien har jeg et arbejds­møde og beslutter først i sidste øjeblik at lade skægget stå. Da døren går op, står jeg over for en mand med et skæg næsten magen til mit, og som De allerede har gættet, går det over al forventning. Vi drikker kaffe og skiftes til at grine ad hinandens vittigheder. Bagefter står vi længe og sludrer om ingenting, mens vi ser tænksomt ud i luften og gnider os på hagen.

Sådan går det meste af sommerferien: med en hånd i skægget, skiftevis roligt gnubbende og aggressivt kløende. Jeg bader længe i svenske skovsøer i håbet om, at det vil holde op. Skulle det ikke kun klø i de første par uger?

Ved søbredden læser jeg Bad Blood, Wall Street Journal-journalisten John Carreyous utrolige afdækning af Theranos-skandalen. Virksomheden hævdede at have opfundet et apparat, som med en enkelt dråbe blod kunne teste brugeren for hundreder af sygdomme. I spidsen for firmaet stod den purunge Elizabeth Holmes, som ville gøre dimserne lige så almindelige i amerikanske hjem som iPads. Længe var Holmes det nye lys i Silicon Valley. Hun blev sammenlignet med Apples Steve Jobs og pustede selv til mytologien ved at gøre sin stemme dyb og optræde i de samme sorte rullekravesweatre som Jobs. På sit højeste blev Theranos værdisat til ni milliarder dollars, og i alt nåede virksomheden at brænde 900 millioner dollars af i investeringer, før det blev afsløret, at virksomheden ingenting havde at sælge. Fake it ’till you make it. Måske gælder det også for skæg?

På vej hjem fra ferien hører vi Hr. Skægs hitalbum Skæg med Ord, og på bagsædet diskuterer mine børn, hvor langt Hr. Skægs skæg i virkeligheden er. Min ældste søn har engang set ham på gaden og kan berette, at det faktiske skæg er markant kortere end på cd-coveret, helt ned til en fjerdedel af det fremviste. Lillebror er skeptisk. Snyd er det nu ikke, bliver de enige om. Havde Hr. Skæg slet ingen ansigtsbehåring haft, ville der være tale om en skandale, men lidt har også ret.

Mandag morgen er ferien slut og parentesen ophævet. Jeg ser på mit ansigt i spejlet og rækker ud efter barberskraberen. Helt ærligt; så lignede det jo noget, der var løgn.