Overhørt på legepladsen i sidste weekend: »Det ville have været bedre, hvis Game of Thrones aldrig var slut.« Ophavsmanden til denne blanding af en analyse og slet skjult udtryk for eget begær havde formået at få den øverste del af sine ører klemt op under sin kasket på en overraskende måde, og han var i færd med at smøre sin tumlings læg ind i solcreme. »Bedre,« fortsatte han, imens samtalepartneren, en barfodsløber, der var stoppet op for at snakke, nikkede bekræftende, »hvis det var blevet ved for evigt.« For evigt, gentog jeg for mig selv, mens jeg lettere rystet fulgte efter min datter hen til gyngen, der endelig var blevet fri. For evigt?

I mandags faldt første afsnit af House of the Dragon som en dråbe ned i den af tørke plagede dal, der har været det internationale tv-landskab, siden Game of Thrones sluttede i 2019. Endelig. Men efter at have set seks ud af første sæsons i alt ti afsnit er jeg i tvivl om, hvorvidt denne nærmest fortravlet intrigante dragesæbeopera så også stiller den meget specifikke tørst, forgængeren indgød i så mange af os?