Ethvert land burde have sin egen filmkronikør. En instruktør, der påtager sig at indfange tidsånden i fiktiv form og tage bestik af nationens kulturelle, politiske og æstetiske udvikling. Eller afvikling. Italien har Paolo Sorrentino – en utvivlsomt dygtig og meget italiensk billedskaber, hvis karriere imidlertid tegner konturerne af et land i evig krise.

Italien rummer en af historiens rigeste nationale filmtraditioner, men i det 21. århundrede er den næsten afblomstret. Politisk har landet henstået i kaos, og det er desuden blevet selve symbolet på Europas fertilitetskrise. En gloriøs kultur, der slet og ret er i færd med at affolke sig selv og hensygne.