Accelerando. »Jeg vil gerne udvide det tøj, jeg er blevet givet – som kvinde, som besværlig, som psykisk syg.« Selma Sunniva om psykisk sårbarhed, kunst og et psykiatrisk system i udu.
Seks hvide traner over graven
Lejligheden er mikroskopisk: fra entreen ind i stuen, der også er køkken og mellemgang, videre ind i soveværelset, der også er øvelokale. Ude på badeværelset er der tændt stearinlys, lyset er gået. Lejligheden er fyldt med ting, der kræver deres plads – et overdimensioneret fjernsyn med Downton Abbey på pause, et kattekradsetræ fra gulv til loft, tre-fire bæreposer med pant, klaveret ved væggen og ikke mindst harpen, der står beåndet og guldbelagt ved vinduet med udsigt til den snedækkede hængepil i gården. Reolen er et sammensurium af dvd-film, dyrefigurer, opslagsværker om Shakespeare, filmhistorie, mytologi og Platon. Her er knald på, tænker jeg, her bor utvivlsomt et kunstnerisk menneske, der lever i en vis form for … intensitet.
Selma Sunniva, der bor i lejligheden, ler tørt. Indretningen er ikke, påpeger hun, en velovervejet stil, men nærmere en spejling af, hvordan der er inde i beboeren. Og der er, fortæller hun, ofte både intenst og lidt proppet.
Del:
