Sange fra afgrunden

At sidde ved et veldækket bord og så ryge ned i helvede er ikke hverdagskost. Men det oplever vi gerne til musik, når Don Juan bøder for sit frække liv ved at få besøg af en statue, der uheldigvis forestiller den mand, han for kort tid siden har dræbt. Godt, gulvet kan holde. Men det kan det så alligevel ikke, når komponisten Simon Steen-Andersen i egenskab af både komponist og instruktør lader helvede opsluge den forvorpne forfører. Her er der plads nok. Til de jordiske sidste minutter spilles helt loyalt Mozarts musik fra Don Giovanni, men så er det også slut. I helvedes vestibule venter andre fordærvede operafigurer, og i dette store kalejdoskop af hændervridende fortabthed har de skam alle fået lov at beholde stumper af deres egen musik. Djævelen har brug for hele flokken, deraf navnet Polystofeles, og han er ikke en svedig tyksak med trefork, men en yderst elegant konferencier. Synge kan han sandelig også, og der er ikke kedeligt i helvedes kosmos. Svimlende videoprojektioner jævner mere og mere den banalt glødende hulescenografi med jorden, Polystofeles svæver adræt rundt under loftet i Strasbourgs og Københavns operahuse, de to instanser, der løfter denne svimlende produktion i flok. Urpremiere i september 2023 på Opéra National du Rhin, overført til Gamle Scene hos os nu i april 2024.

Alle sejl er sat til. Vi må gentage som ved Händels Saul i Barrie Koskys regi, at her springes over, hvor gærdet er højest. Ja, hvad har man ellers opera til. Engang oplevede vi Wagners Tannhäuser på Den Norske Opera i Oslo, iscenesat af bysbarnet Stefan Herheim. Her starter vi normalt i Venusbjerget, hvor den grådige kærlighedsgudinde gejler Tannhäuser op. Men ikke her. Venus havde taget sin elsker med i operaen, hvor han øjeblikkelig faldt i søvn i deres loge, mens de mest elskede og genkendelige operapar flokkedes ned på forscenen, typisk for Herheims gavmilde brug af statister. Det er vi nogen, der skatter højt.