Anti-12-talspigen. Det sidste blomsterbarn, Julie Emil Thielsen, lever et frit, søgende liv med selvrealisering og psykedelisk bevidsthedsudvidelse uden for præstationssamfundet.
Sabbatår for evigt
Hun skal lige sidde lidt i vindueskarmen og ryge en hjemmerul, før hun er klar til at gå i gang med interviewet. Jeg har fornemmelsen af at møde et glemt blomsterbarn fra 1960erne med vilde planter tatoveret op langs armene. Hun har smørdybe smilehuller, rolige, brune kvieøjne og en markant slæben i den dybe stemme, der får hende til at lyde både søvnig og urokkelig. Det er som at møde et væsen helt i vater. Da hun tidligere på året blev interviewet i Radio Loud, fortalte en forbløffet tekniker, at han aldrig havde set så stabil en lydkurve.
Når sociologer og trendforskere taler om Generation Z, de yngste voksne, er det som entreprenante, præstationsangste 12-talspiger, der okser højspændte af sted, uddannet til tænderne og på vej frem i verden. Julie Emil Thielsen, en af undtagelserne, strækker sig som en kat i vindueskarmen, tilsyneladende immun over for stress. Hun har meldt sig ud af hamsterhjulet, rotteræset, og hvad vi ellers har af gnaverbaseret metaforik for arbejdslivet. Hun vil bare gerne leve et frit, søgende liv i sit eget tempo med en generøs overbygning af psykedeliske stoffer. Roligt på kanten.
Del:
