Putin-kælere og bufferstater

I Tyskland har man møntet et nyt skældsord: Putin-kælere. Det angår naturligvis dem, der af den ene eller anden grund har hyldet den russiske leder. I modsætning til Danmark, hvor Putin-kælere vist mest findes på yderfløjene, så er der Putin-kælere over hele det tyske politiske spektrum, ganske vist med meget forskellige motivationer. Venstrefløjen kunne godt lide Putins modstand mod NATO og »vestlig imperialisme« og globalisering, den populistiske højrefløj kunne godt lide Putin som talsmand for en »multipolær« verden og et bolværk mod vestlig dekadence – og globalisering. Midterpartierne, især Socialdemokratiet, gjorde sig til venner med ham ud fra den sympatiske teori, at handelssamkvem virker afspændende og civiliserende – en teori, der dog ikke helt slog til. Putin-kæleren over dem alle, Altkanzler Gerhard Schröder, trues nu med at blive smidt ud af det parti, han var formand for, hvis ikke han går bodsgang og fortryder sit kæleri.

Men selvom der aktuelt er meget få tilbage, der åbent vil forsvare kæleriet, så viser det sig, at man har en tilbagefaldsposition – i den »realistiske« ende af geopolitikken. Her kan man skjule sit Putin-kæleri i en teori. De to store skoler i international politik er jo henholdsvis realismen og idealismen i forskellige varianter. Den første finder, at der ikke findes nogen international lov, at stater agerer egoistisk, og store stater dominerer deres naboer. Den anden finder, at stater bør være suveræne og måske endda demokratiske, og at de skal respektere andre suveræne stater. Sådan meget groft sagt. Det er ikke helt kontradiktoriske modsætninger, for de taler ikke om det samme: Realister beskriver verden, som den er, mens idealister beskriver, hvordan den bør være. Nu kan den tidligere Putin-kæler genfødes som realist. Argumentet kan lyde, at Ukraine er en bufferstat mellem Rusland og Vesten. Bufferstater kan kun overleve ved at være neutrale, men her begik Ukraine den brøler at alliere sig med det fjerne Vesten. De samarbejdede ikke bare med USA, men også med dets hemmelige tjenester og provokerede unødigt Rusland, som i »realistisk« optik har ret til at opretholde en sikkerhedszone af neutrale eller venligtsindede stater omkring sig. Sådan kan en klar variant af argumentet lyde hos den amerikanske journalist og forfatter Lee Smith. I stedet for at fortsætte med Putin-petting kan man nu give Ukraine en del eller måske det meste af skylden. »Ukraine« betyder jo grænseland, ligesom det »Krajina«, der i sin tid var med til at udløse krigene i Eksjugoslavien. Og sådan nogle grænselande har altså ikke fuld suverænitet ifølge argumentet, der i en anden variant også er i færd med at gøre Enhedslisten til Flerhedslisten.