Interview. »Det værst tænkelige er sket. Min far er væk. Min galskab vil nu blotte sig.« Den litterære verdensstjerne og feministiske ikon Chimamanda Ngozi Adichie om at miste sine forældre og tabe sproget i sorgen. Men også om at blive genfødt som forfatter, sige fuck it til livet og kaste sig hovedkulds ind i en shitstorm.
Professorens datter
Chimamanda Ngozi Adichie har det, som om hun lever inde i en roman, hvis handling hun endnu ikke forstår. Under pandemien mistede hun begge sine forældre. Først døde hendes far, og på hans fødseldsdag døde hendes mor. Da Adichie modtog telefonopkaldet fra Nigeria, flåede hun instinktivt sin natkjole af, skreg og hamrede i gulvet hjemme i den amerikanske delstat Maryland, mens hun faldt fra hinanden for fødderne af sin fireårige datter, der skræmt så til og forsøgte at imitere sin mors nedsmeltning ved at rulle rundt på gulvet og lade sine små knytnæver gå op og ned.
I sin bog Noter om sorg, der udkommer på dansk i dag, skriver Adichie:
Del:
