Generation Z. Nafisa Fiidow er begejstret for sin generations aktivisme, det store fokus på feminisme, antiracisme og minoriteters vilkår, men hun er skeptisk over for den tribalisme, som også kendetegner den.

Politisk popkultur

Jeg ser en purung, menneskelig Rosette-sten i Nafisa Fiidow. Én som kan oversætte tidsånden, en samling af identiteter: statskundskabsstuderende, højskolemenneske, sort, muslim. Hun har i mange år været en stemme i debatten og utroligt sjov i de egne af sociale medier, hvor dansk politik bliver ristet. Hun bor i København K og er vokset op »i blokken« i Skanderborg; går med tørklæde i skandinavisk, neutral koksgrå. Hun formulerer sig hurtigt, selvsikkert, men stadig med en snert af noget blødt, lidt barnligt i stemmen. Hver gang hun hidser sig op over dumheder, ruller hun med øjnene og tager sig til hovedet, bagefter messer hun som et mantra: Men jeg er ikke bedre selv.

Hun har elsket politik, siden hun var for ung til at forstå hvorfor. I hendes Blå bog fra gymnasiet står der: »Naf kommer til at ændre verden.« Hendes generation, Z’erne, de yngste voksne, er en meget politisk generation. Men hvordan er de politiske? Det vil jeg gerne have Nafisa Fiidow til at forklare.

lime
(f. 1988) skriver om litteratur og teater, pop- og finkultur, og private følelser. Hun har tidligere undervist i litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er kandidat i samme.