Essay. »Jeg elskede jo hans film!« Skal man smide en kunstners værk ud, fordi han har opført sig som et dumt svin? Emma Rosenzweig om fascination og tvivl i sit årelange forhold til Polanskis værk.
Polanski i flammer
En mørkhåret mand går op ad trappen i en opgang. Halvvejs oppe stopper han, og selvom den sort-hvide film, vi kigger på, er stum, kan man næsten lytte med ham og fornemme, hvorfor han går tilbage ned til det mellemtrin, hvor opgangens fællestoilet befinder sig. Han stiller sig på tæer; kigger ind ad det lille vindue, som er placeret øverst på væggen, og ser en kvinde, som står i bar overkrop og vasker sig. Vi ser hende, men hun ser ikke os, eller manden, som vi nu er tilbage hos, hans mund og hans tænder, der nyder synet. Vi ser ham nu inde fra toilettet, hans ansigt er rammet ind af vinduets tremmer, og han er som et dyr i et bur. På trods af det smiler han. Filmen varer ikke mere end halvandet minut, den har titlen Teeth Smile, og den blev lavet under en opgave, som instruktøren Roman Polanski udførte i 1957, da han var 24 år gammel og gik på filmskolen Lodz.
Polanskis næste film, Two Men and a Wardrobe, begynder, da to mænd dukker op fra havets overflade, mens de sammen kæmper med at bære et stort garderobeskab. Her er stilheden fra Teeth Smile erstattet af den karismatiske lyd fra komponisten Krzysztof Komeda, som skabte musikken til flere af Polanskis mesterværker, frem til Komeda døde i 1969 – en jazzpioner, som Polanski så utroligt meget op til. De to mænd bærer skabet igennem byen, tager det med i sporvognen, går forbi en pige, som kigger på et butiksvindue, der udstiller en fugl i et bur, medbringer det besværet på restaurant og kommer i slåskamp med nogle unge ballademagere, som, ud over at tæske dem, smadrer spejlet, der er placeret i midten af skabet.
Del:
