Hjertets Bjerge. Amstel Gold Race var lige så meget Tom Pidcocks sejrrige hævn, som det var Mathieu van der Poels overraskende nederlag.
Perler på en snor
Det giver et tydeligt bump i bilen, når man krydser grænsen langs Meuse-floden fra Holland til Belgien. Fra det pæne nederlandske underlag til den grove vallonske stenstrøelse lagt ned som skiver af slidt materiale. Hvad Maastricht har af velstand og designbaseret fremmelighed, har Liège i apokalyptisk opgivelse og banal indvandrerkriminalitet. De godt 30 kilometer mellem de to byer siger intet om, hvor lidt de har med hinanden at gøre. Hvert sit sted og hvert sit cykelløb i den periode, der åbner og lukker den anden del af klassikersæsonen i og omkring Ardennerne. Fra Amstel Gold Race i går til Liège-Bastogne-Liège på søndag.
Jeg siger ikke, at man skal være hollænder for rigtig at elske cykelløbet Amstel Gold Race, men jeg tror, at det hjælper. Man skal dog ikke tage fejl, for rytterne er det et stort cykelløb, og en sejr ville pynte på selv de største rytteres karriere. Men alligevel er der noget ved løbet, der ofte ikke rigtig kommer ind under huden. Måske skal man bare være der og ligesom indoptage stemningen i ølteltene sammen med de mellemledere, der synes at have en stor affinitet med det, man i Jylland slet og ret kalder »en event«. Oktoberfest i München er helt sikkert også sjovere at være med til, end det er at se på.
