Kirkekultur. Den ydmyge katolske pave Frans er blevet forrådt af sine egne i kampen mod nepotisme, korruption og magtmisbrug i et af verdens største trossamfund.
Paven alene i verden
En syditaliensk katolsk præst, jeg indimellem deler madpakke med, fortalte engang om et nonnekloster ikke langt fra ham, som for at få penge i kassen var begyndt at drive hotel i en del af klostret.
De lavest rangerende nonner blev sat til at være stuepiger uden løn. Da seks af dem, alle indere, gik til abbedissen og beklagede sig over, at de var kommet til Italien for at tjene Gud og ikke gøre rent dagen lang under slavelignende forhold, blev de sat på porten uden deres pas, og abbedissen ringede til politiet og advarede om, at der rendte nogle illegale indvandrere rundt. Det lykkedes dog nonnerne at komme ud af byen og få husly i et munkekloster i Norditalien. Da abbedissen fandt ud af, hvor de var, ringede hun til abbeden og sagde, at han skulle smide dem ud. Ellers ville hun sørge for, at han selv blev fyret, for hun havde gode forbindelser i Vatikanet. Abbeden nægtede, og abbedissen førte sine trusler ud i livet. Abbeden blev forflyttet til et fjerntliggende munkekloster i de syditalienske bjerge, hvor han blev boende til sin død. Abbedissen regerede uhindret videre, og anklagemyndighedens efterforskning af sagen løb ud i sandet. Da pave Johannes Paul II døde i 2005, var hun blandt de første, der kyssede ham farvel. Hun døde selv femten år senere, med skudsmål som en streng, men from guds tjenerinde.
»Hun var blevet så magtfuld, fordi hun takket være hoteldriften havde indsamlet viden om, hvem højt rangerende præster tilbragte deres fritid sammen med,« sagde præsten uden at sige for meget.
I samme område var der på nogenlunde samme tid en ærkebiskop med kardinaltitel, som blev beskyldt for at have taget af kirkekassen og givet dem til sin bror, som drev en ågerkarleforretning i en provinsby inde i bjergene. Der var to hovedvidner i sagen, en lokal forsikringsagent og en tøjhandler. Forsikringsagenten blev tilbudt driften af et af kirkens feriecentre i Norditalien og var hurtigt ude af billedet. Tøjhandleren fik efter eget udsagn besøg af et par mænd med en kuffert og blev tilbudt et større beløb i kontanter, hvis han trak sit vidneudsagn tilbage. »De sagde, at jeg jo bare kunne sige, at det hele var noget, jeg havde fundet på,« fortalte tøjhandleren mig, da jeg besøgte byen. Han var på randen af fallit, for han havde ikke solgt mange underbukser, siden han stillede sig frem mod kardinalen og hans bror. Men tøjhandleren lod sig ikke friste. Ikke at det hjalp. Sagen endte med, at kardinalen blev frifundet og døde i 2010, mæt af dage og med en ren straffeattest.
Det var også i samme år, jeg mødte en transseksuel prostitueret i Napolis gamle bydel, som viste mig et sort-hvidt portrætfoto, hun havde fået af en af sine kunder, hun havde ydet service bag Vatikanets mure under det andet Vatikanerkoncil i 1960erne. »Kan du ikke se, hvem det er?« spurgte hun og forklarede, at da de var sammen, var han endnu kun en ung, fremadstormende biskop, som senere nåede helt til tops i kirkens hierarki. Om det passede eller ej, fandt jeg aldrig ud af.
Senere fortalte en tidligere mafiaboss mig om sin opvækst på en katolsk kostskole, hvor præsterne udvalgte de svageste drengebørn som sexofre. »Mig rørte de ikke, for jeg slog fra mig. Det var særligt én, det gik ud over. Han kom tit tilbage til sovesalen, snøftende og med blodet silende ned ad låret.«
Kirker og trosretninger er menneskers værk, den romersk-katolske kirke er ingen undtagelse. De agerer på godt og ondt, som mennesker altid har gjort det, i de rammer de befinder sig i. Og de er for den katolske kirkes vedkommende ganske særlige, da der er tale om det længstvarende enevælde i menneskets historie, som med troen og mystikken som varmeskjold er nået frem til nutiden, skrammet og formet af epokerne og i stadig konflikt med egne dogmer og praksisser. En sær, magtfuld boble af oldtid, et moderne menneske kan have svært ved at forstå, endsige forholde sig til. Der er både engle og dæmoner og alt det midtimellem. Når man læser om de seneste skandaler, der for øjeblikket er ved at æde den katolske kirkes hjerte op indefra – denne gang ikke af seksuel, men finansiel karakter – kan man heller ikke lade være med at tænke på Albino Luciani, bedre kendt som pave Johannes Paul I, som ikke nåede at være pave mere end 33 dage, inden han døde i sin seng i de pavelige gemakker i Vatikanet. Det forlød, at han havde planer om at rydde op i den ormegård, kurien havde udviklet sig til, med mafiøse finansfolk og betændte bankmænd, der forvaltede Sankt Peters pengetank, høje prælater, der agerede som hårdkogte kriminelle, en underskov af spekulation, korruption og gensidig afpresning. Hvis Vatikanet var et akvarium, var det af den slags, der var groet til i stinkende gevækster og med næsten kun rovfisk tilbage. Albino Luciani, »den gode pave,« som han kaldtes, forestillede sig en kirke, der var mere »ren« og tæt på sine medlemmers liv og behov. Men det blev ved tanken. Den 29. september 1978 om morgenen blev han fundet død i sin seng af den nonne, som vartede ham op. Der blev ikke foretaget obduktion, pavens legeme blev hurtigt balsameret, dødsårsagen aldrig fastslået.
Han var den sidste italienske pave i en lang, ubrudt række. Så kom Polakken, entertaineren Karol Wojtyla, som havde for travlt med at vælte Muren mellem øst og vest til at bekymre sig om intern oprydning. Efterfulgt af Tyskeren, den skriftkloge Georg Ratzinger, som trak sig, da han kiggede op fra bøgerne og blev forskrækket over verden omkring sig. En verden i oprør. Over pædofiliskandaler. Over hvidvaskningsskandaler. Over misbrug af magt og penge.
Og nu er der Argentineren, jesuitten Jorge Mario Bergoglio, den første pave, der har haft modet til at kalde sig Frans efter Den hellige Frans af Assisi, tiggermunken, som i starten af 1200-tallet var med til at redde kirken fra sig selv, da den var ved at gro til i forhold, som ikke er helt ulig nutidens plager. En pave, der vasker de fattiges fødder, i bogstavelig forstand. Som har givet afkald på de pavelige gemakker, de luksuriøse biler og mange af de andre privilegier, der følger med titlen som den mest magtfulde religiøse leder i verden. Som ikke skåner sit eget purpurindhyllede hof, når det rammes af skandaler. Og som netop som den første pave nogensinde har udtalt, at homoseksuelle har ret til registreret partnerskab.
Han er en ny, hvid bolle på suppen. Men suppen er måske indtil videre forblevet den samme, hvilket den seneste affære i Vatikanet tyder på.
I centrum er den 81-årige italienske kardinal Giovanni Angelo Becciu, som pave Frans selv gjorde til kardinal i 2018 efter en lang karriere som pavelig ambassadør, leder af Kongregationen for salig- og helgenkåringsprocesser og indtil 2018 højt rangerende i Vatikanets statsministerium. Med andre ord en af de mest magtfulde prælater i Vatikanet og dertil pavens personlige ven og som sådan en af de personer, han stolede mest på. Ved 18-tiden torsdag den 24. september i år blev der banket på døren til Beccius lejlighed i Vatikanet. Paven ville se ham omgående. Mødet varede omkring 20 minutter. Da Becciu vendte tilbage til sin lejlighed, var han blevet frataget al sin magt og de fleste af sine titler, inklusive retten til at deltage i det konklave, der skal vælge den næste pave. Som i en anden krimi, hvor politibetjenten bliver bedt om at aflevere sit våben og sit skilt, havde Becciu måttet lægge både sin ring, sit store brystkors og sin purpurfarvede hat på pavens bord. Kardinaltitlen havde han fået lov at beholde. Men fra det øjeblik var han ikke for andet at regne end en almindelig præst. Man skal næsten hundrede år tilbage i kirkens historie for at finde en lignende detronisering.
»Jeg er som faldet ned fra månen, men forsøger at være realist. Men det er helt surrealistisk, for indtil klokken 18.02 i går opfattede jeg stadig mig selv som en ven af paven og som en af hans tro medarbejdere. Og så siger paven, at han ikke længere har tillid til mig, fordi undersøgelsesdommerne mener, at jeg har gjort mig skyldig i underslæb,« sagde Becciu på et efterfølgende pressemøde, hvor han afviste alle anklager med, at der var tale om en »stor misforståelse,« som han håber, at paven »før eller siden bliver klar over«. »Jeg vil gerne her erklære min fortsatte tillid til den Hellige Fader. Jeg har lovet ham troskab til det sidste. Da jeg blev kardinal, svor jeg endda at give mit liv til sidste blodsdråbe. Jeg vil aldrig forråde ham, jeg er klar til at ofre mit liv for ham,« sagde Angelo Becciu til den forsamlede presse.
Baggrunden for pavens dramatiske skridt var efter alt at dømme en længerevarende intern efterforskning udført af Vatikanets egen anklagemyndighed, der blandt andet har bragt konturerne af en forbryderisk konspiration frem i lyset, som måske har potentiale til at blive en af de største finansskandaler i Vatikanets historie. Efterforskningen er endnu i fuld gang og er nu udvidet til også at omfatte det italienske territorium, efter at Vatikanets anklagemyndighed sidste efterår bad den romerske anklagemyndighed om bistand til at kaste lys på de dele, der ligger uden for Vatikanets mure.
Indtil videre lyder sigtelsen mod Becciu på underslæb i forbindelse med større pengesummer overført fra Vatikanets statskasse til et kooperativ, drevet af kardinalens egen bror, der samarbejder med den katolske hjælpeorganisation Caritas om husning af migranter på Sardinien, hvor Becciu-familien kommer fra. Både kardinal Becciu og hans bror afviser alle beskyldninger.
Men der er sandsynligvis kun tale om toppen af et isbjerg med flere højtstående præster indblandet, alle italienere, hvoraf flere allerede er blevet suspenderet eller forflyttet, mens de afventer en mulig retssag. Endnu er Beccius rolle ikke afklaret i denne anden, meget større sag, som Vatikanets efterforskere i deres kommunikation med den italienske anklagemyndighed ikke tøver med at kalde for »den største udplyndringsoperation af resurser fra Vatikanets statsministerium i den romerske kuries historie«. Nærmere bestemt omkring 500 millioner euro, som blev betalt ud af »Peterspengene« eller »Barmhjertighedspengene« – en særlig fond i Vatikanet, der opsamler donationer fra katolikker verden over til godgørende formål. Men som i dette tilfælde i stedet blev brugt på en tvivlsom ejendomsspekulation i forbindelse med opkøb af det britiske stormagasin Harrods’ 17.000 kvadratmeter gamle hovedkvarter på Sloane Square i London. Og ikke nok med det. En mindre del af pengene blev også hævet fra pavens personlige konto, hvor der står en sum penge, som paven kan bruge, som han vil, uden at skulle aflægge regnskab for nogen. Alt sammen uden at paven fik det mindste at vide om det.
Forhandlingerne om købet af Harrods-bygningen var allerede i fuld gang, da Jorge Mario Bergoglio blev pave i 2013. På det tidspunkt havde Becciu, som endnu ikke var kardinal, siddet i Vatikanets statsministerium i et par år, udnævnt af pave Ratzinger. Handlen blev afsluttet i 2018, samme år, som Becciu blev udnævnt kardinal og fratrådte sin post som stedfortrædende chef for statsministeriets afdeling for generelle anliggender. Han sad der altså i samfulde fem år, handlen varede. En affære, der startede med en udbetaling på 200 millioner euro gennem et par tvivlsomme italienske brokere, den ene med bopæl i Luxembourg og et blakket ry i den europæiske bankverden. Efter den første betaling opstod der komplikationer, der fordrede mange flere millioner for at lande handlen. Ifølge mæglerne var der dog stadig tale om en rigtig god investering, som nok skulle give overskud i sidste ende. I dag er det imidlertid klart, at Vatikanet ikke blot ikke har tjent én eneste euro på handlen, men i stedet er blevet malket for flere hundrede millioner af euro, hvoraf en del er gået til mæglerne og en anden del til juridisk bistand, som Vatikanets efterforskere mener er ganske ude af proportioner.
Sagen eksploderede for et år siden i den italienske offentlighed med ugebladet L’Espresso, som siden har afdækket, hvad mere og mere ligner en forbryderisk sammensværgelse, der måske heller ikke gik af vejen for at få en intern modstander som Vatikanets tidligere økonomiminister, den australske kardinal George Pell, sendt på pinebænken på falske pædofilianklager. I foråret blev Pell ved Australiens højesteret pure frikendt efter et år i fængsel, og den australske anklagemyndighed meddelte i sidste uge, at den nu vil undersøge forlydender om, at Becciu overførte 700.000 euro i støtte til anklagen mod Pell.
Det er artige sager, der kommer frem i lyset, og som nu skal vendes og drejes. Først og fremmest vil Vatikanets efterforskere forsøge at finde ud af, hvor alle pengene forsvandt hen. Og det er måske ikke engang det hele. Vatikanets undersøgelsesdommere kigger blandt andet også på spekulationer i sundhedssektoren. Det gik lige så godt, indtil det ikke gjorde det længere. Mæglerne havde foreslået nye, profitable handler. Et par ejendomme i Milano. En anden på 5th Avenue i New York. Et hotel i Dubai. Alt sammen skulle finansieres med barmhjertighedspengene og uden pavens vidende.
Tilbage står en ydmyget, forrådt pave Frans. Il Papa è solo, er en sætning, man hører mere og mere i Italien. Paven er alene. En af de mænd, han stolede allermest på, var måske i virkeligheden hans største fjende. Men han er også oppe imod en ældgammel praksis i kirken med dannelse af gejstlig adel, hvis interesser ikke altid falder sammen med pavens. »Bag enhver italiener i Kurien står der altid en familie,« lyder en anden af de læresætninger, pave Frans har måttet repetere. Blandt de ikke-italienske kardinaler har der længe været utilfredshed med den måde, italienerne i kirkens top har forvaltet deres magt, med nepotisme, korruption og lyssky forbindelser. På et tidspunkt var der efter sigende flere kardinaler fra den norditalienske region Ligurien end fra hele Tyskland, så mange maver skulle der mættes.
Det er et kapløb med tiden, hvis kulturen skal ændres. Og den 83-årige pave kender udmærket det romerske ordsprog om, at morto un papa se ne fa un altro – »når en pave dør, kommer der en ny«. Men man kan aldrig vide, hvem der kommer, og hvordan de kardinaler man har nået at udnævne, stemmer i Konklavet, når der skal vælges en efterfølger. Det er med at agere, mens man lever, i evighedskirken. Pave Frans har fået mere travlt end nogensinde.
Der er tale om det længst varende enevælde i menneskets historie, som med troen og mystikken som varmeskjold er nået frem til nutiden.
Del: