Det begyndte for et par år siden, da amerikanerne og resten af NATO-landene trak sig ud af Afghanistan. Frygtelige billeder af fortvivlede mennesker, der klamrede sig til fly i Kabuls lufthavn. Det var umuligt ikke at mærke deres desperation helt ind i knoglerne.

Men jeg bemærkede også en anden ubehagelig følelse. En stille privat en, som var helt upassende, ja, pinlig, i situationen, fordi den egentlig har at gøre med at være privilegeret med et langt liv.

Jeg var blevet mindet om, hvor kort tid siden det var, at tvillingetårnene var ramlet i New York, og NATO havde indledt kampen mod Taleban. Nu var der pludselig gået 20 år. Uden videre, får jeg lyst til at tilføje, men sådan er det jo ikke. Der var sket mange store ting i mit liv i de to årtier – jeg havde mistet min mand, og mine børn var blevet voksne. Men alligevel.

For en, der kun har levet få årtier, føles 20 år som et helt liv, jeg kan stadig huske fornemmelsen. Men for mig opleves den tidshorisont i dag som ganske kort og som del af min absolutte nutid. Når en ung kollega her i klummen skriver om 1990erne som en fjerntliggende fortid, hvor fædre endnu var lidt ligeglade med børnene, virrer jeg med hovedet. Hvad mener han? Det var jo i fuldt moderne tid.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

Men ubehaget har ikke noget med fortiden at gøre, det peger fremad. For hvis jeg tænker 20 år frem i tiden, er jeg pludselig en gammel dame. »Ja, på en god dag,« som en jævnaldrende veninde fra min skoletid bemærker. Om 20 år har jeg allerede passeret den gennemsnitlige levealder. Så lad os sige 15-20 år.

Hver gang jeg ser en mand eller kvinde på gaden med et spædbarn på armen, tænker jeg: Når det barn er blevet voksent – og det går vupti – så er jeg gammel. Det perspektiv er nyt og skræmmende og kan give åndenød på stedet, om end det er noget nær det mest almindelige scenario, der findes.

JEG HAR ALTID set frem til en skønne dag at være blevet så gammel, at jeg kunne sænke skuldrene og bare have tid, masser af tid. Jeg har set en mild (sic!) gammel dame for mig med strikketøj og et roligt blik. Men jeg er hverken mildt anlagt eller god til at strikke, og realiteten er, at nu har jeg pludselig fået en ny form for stress.

Min gamle kollega, Niels Barfoed, som jeg har været så lykkeligt pjattet over at arbejde sammen med i sin tid, går i sin seneste udgivelse, Først nu, roligt omkring midt i nuet med sin spadserestok. Han skridter langmodigt hen over Københavns toppede brosten i indre by og skriver personer og stemninger fra sit liv frem:

»Nå, skygge, hvor er du? Det er en af de allerførste dybtstikkende sommerdage, hed indtil det lumre. Jeg søger tilbage langs Ridehuset. Her vil jeg krybe og føle mig som en skitse af Eckersberg.«

Jeg ville ønske, jeg som Niels Barfoed havde roen til at sive ind i byens mure og sprækker og være observant med et humoristisk overskudsagtigt glimt i øjet. Blive til en stilfærdig stregtegning.

Men min silhuet ville aftegne sig i strakt trav. For nu, hvor mit arbejdsliv så småt er ved at være fuldbragt, et liv fuld af deadlines, også til denne klumme, begynder jeg at tænke på den ultimative deadline. Sådan er det jo, og der skal nås meget endnu.

Regeringen taler varmt og dynamisk om en ny arbejdsetik. Vi skulle gerne arbejde flere timer om ugen og til senere i livet, yde endnu mere til samfundet. Det er sådan set i orden med mig, at vi skal lave noget, løse nogle opgaver, men der skal være tid til andet her i livet end at leve det fra A til B, hvor familie og arbejdsliv er hovedrammen.

Som den franske tænker og ledelsesfilosof Olivier Babeau sagde til Aske Munck og læserne af avisen i forrige uge, så har vi i vores moderne tidsalder »opsat et kunstigt skel mellem arbejde og fritid, hvor vi ved fritid kun forstår det totale fravær af anstrengelse«.

Jeg ser for mig, hvordan Mette Frederiksen og Ane Halsboe står på sidelinjen og holder øje med, at vi ikke har direkte kurs mod sofaen, det øjeblik vi takker af. Min frygt er, at jeg ikke når at leve livet på andre måder end den udgave, jeg får min løn for.

NÆSTEN DAGLIGT kan man på LinkedIn – udstillingsvinduet for succes – læse om folk, der forlægger residensen til New York, Paris, Rio eller andre internationale storbyer. Da jeg som nybagt mor i sin tid flyttede ud af byen til forstæderne, havde jeg samme trang. Jeg ville hurtigst muligt retur til bylivet og allerhelst prøve kræfter med at bo i en af udlandets metropoler.

Siden da har livet formet mig, så jeg nu drømmer om at komme længere væk fra byen. Dens påstand om at være topmålet af civilisation trætter mig og overbeviser ikke længere, om end jeg forstår, at det nok snarere er mig end bykulturen, der har forandret sig.

I stedet vil jeg gerne nå at udleve et nyt kapitel af tilværelsen, hvor jeg stifter bekendtskab med en helt anden egn end kanten af storbyen. Et sted, hvor landskab og vejrlig fortæller om det store evige kredsløb, vi kalder naturen, på en mere direkte og utvetydig måde end blot som regnpytter på asfalten.

Vores byplanlæggere vil have os til at bo tæt og højt, stablet i kasser oven på hinanden, for det er den måde, vi bedst værner om vores ressourcer og klimaet på. De ser for sig, hvordan ensomme gamle mennesker kan blive hejst op og ned af elevatorer og leve dør om dør med ungdommen. Men i takt med at mennesker ældes, får vi andre behov end dem, som de unge visionære har, og personligt kunne jeg ikke forestille mig noget mere klaustrofobisk.

Allerhelst vil jeg gerne nå at have boet på en ø, hvor man er omgivet af hav og underlagt årstider og økuller som en slags fysisk og åndeligt benspænd. Når jeg åbenbarer den trang, ser andre mennesker mildt overbærende på mig.

Det er en gammel drøm, og det skal nok blive svært at udfolde den. Men hvis jeg skal nå det, før jeg bliver hump og halt og for alvor får brug for civilisationen igen, skal jeg nok til at få fart på.

Der er 15-20 år endnu. På en god dag, altså.