I 2009 tilbragte jeg en lang sommer i Berlin. Det var mig og min ven Stinus, vi var 24, og vi skulle ned og se, hvad der skete, og du godeste, hvor skete der meget. Men alt det er ikke interessant i sig selv, for vi var virkelig ikke de eneste. Danske unge valfartede til byen, der, med borgmesterens ord, var fattig, men sexet, og danske forældre var selvfølgelig gået i gang med at opkøbe lejligheder til deres kære små i det med lynets hast gentrificerede Prenzlauer Berg. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at vi ikke var velkomne blandt i hvert fald nogle af de progressive berlinske unge, hvilket blev sat på spidsen en sen nattetime, da vi nærmede os dørmændene i køen til det legendariske og døgnåbne udendørsdiskotek Bar 25, og vores fælles ven Liesel bad os om at holde kæft og desuden holde op med at »se så skandinaviske ud«, hvis vi ville ind.

Nej, det interessante var det sted, vi endte med at bo. På Craigslist, som var et legendarisk skummelt forum på det tidlige internet, havde jeg fundet en billig 140 kvadratmeter stor lejlighed på Manteuffelstrasse i Kreuzberg, og det var virkelig ikke et hvilket som helst sted. Det fungerede som både bopæl og atelier for den, skulle vi finde ud af, berømte sydkoreanske billedkunstner Haegue Yang. Hun arbejdede primært med skulpturelle persienner, således også da hun repræsenterede Korea på Venedig Biennalen, men tydeligvis ikke udelukkende. For alle vægge i lejligheden var dækket med stålreoler, fyldt med plasticbokse i forskellige størrelser med, hvad man måtte forstå på deres dymo-mærkater var alskens forskellige materialer. Det var selvfølgelig ikke meningen, at vi skulle kigge i dem, men vi var unge og nysgerrige, og en dag fandt Stinus en lille papæske med påskriften »verrottete Frucht,« altså rådden frugt, og det skulle, fandt vi ud af, da vi åbnede den, forstås meget bogstaveligt.