Det Kongelige Danske Kunstakademi er i krise. Samtlige professorer på akademiet – med undtagelse af to helt nyansatte, som knap er begyndt arbejdet på Charlottenborg – udtrykker i et brev til kulturministeren dyb mistillid til rektor Kirsten Langkilde, der tiltrådte for blot halvandet år siden.

Erklæring om mistillid lyder overskriften på brevet, hvori professorerne skriver, at de »fuldstændig har mistet tilliden til ledelsen«. Professorernes henvendelse blev sendt 28. august, og efterfølgende blev de inviteret til et møde i Kulturministeriet med deltagelse af blandt andet departementschefen. Ministeriet har i første omgang besluttet, at der skal holdes en række medieringsmøder mellem professorerne og rektor Kirsten Langkilde. Første møde blev holdt torsdag i denne uge med en konsulent som mediator.