Nye øjne at se med

Jeg er dårligt nok kommet op ad den smukke trappe, før jeg bliver råbt an. »Kom! Du skal lige sætte dig, vi skal se, hvor meget vi fylder her på bænken.«

Kirsten Dehlholm har indtaget Kunstforeningen Gl. Strand i det indre København, og jeg kan godt lægge frakken, for arbejdet kalder. To mænd står på en trappestige. De balancerer med en projektor, der kaster lys over på væggen bag os. Vi retter os op, læner os lidt til den ene side, så til den anden. Det virker. Projektionen kan fint dække hele væggen uden at blive forhindret af vores skygger.

»Det skal nok blive godt, det her,« smiler Dehlholm, før hun skrår over et gulv fuldt af kabler, lamper, plader og små kasser med skruer og søm. Overalt er unge mænd og kvinder i gang med at flytte, stable, ophænge, samle og finjustere Dagens kage er en træstamme, Hotel Pro Formas jubilæumsudstilling, der har været undervejs i tre år, og som åbner i denne weekend i anledning af teatrets 30-årige virke.

Dehlholm har modtaget Eckersberg Medaillen, Kjeld Abell-prisen og Thorvaldsen Medaillen. I 1995 blev hun tildelt Statens Kunstfonds livsvarige kunstnerydelse, og tidligere i år fik hun Årets Hæderspris ved Reumert-uddelingen, fordi hun – som det hed i juryens begrundelse – »giver os nye øjne at se teater med«. Hun er klædt i sort, håret er som altid ildrødt. Hun er for taktfuld til at selv at sige det, men hun er Hotel Pro Forma.

Dehlholm grundlagde teatret i 1985 og har som leder samarbejdet med kunstnere, designere, arkitekter og teknikere fra alle egne af verden lige siden. Nogle for en kort bemærkning, andre, som lysdesigneren Jesper Kongshaug, gennem årtier. Sammen har hotellet med dets skiftende personel og gæster skabt flere end 40 produktioner i over 30 lande. Det fysiske udgangspunkt er en tidligere cigarfabrik på Amager, der er omdannet til tværkunstnerisk laboratorium med udstillingslokale, værksted, tekniklager, bibliotek, mørkekammer og kontorer.

Hotel Pro Forma har altid både befundet sig i centrum og i periferien af dansk teater. Den eksperimenterende stil har udfordret publikum, men har samtidig kredset om scenekunstens knudepunkt.

»Det handler om at sanse. Hvis vi formår at ramme publikums sanser før deres intellekt, så når vi dybere. Nogle gange skal der ikke ret meget til: en lyd, en tøven, en forskel. Vi erfarer gennem forskelle,« forklarer den 70-årige billedmager.

Teatret har ofte udforsket vores forståelse af perspektiv og rum i et forsøg på med den franske filosof Jean-François Lyotards ord »at fremstille det ufremstillelige« eller kort og godt det sublime. Hvordan ser verden ud uden tyngdekraft? Hvordan ser den blinde? I Hvorfor bliver det nat mor? (1989), der fandt sted på Aarhus Rådhus, sad publikum på balkoner i op til femte sals højde. Scenen var en smal, lang skakt, og på bunden skabte seks personer forskellige former og figurer. Fra publikums fugleperspektiv så det ud, som om tyngdekraften var ophævet og de medvirkende flød gennem rummet. I verdenssuccesen Operation: Orfeo (1993) forandredes en kæmpemæssig trappe fra flade til rum alene ved hjælp af Kongshaugs lyssætning. Et musikalsk korværk skabt efter billedkunstens grundprincipper.

– Forleden fortalte min svigermor mig, at hun var til stede på Aarhus Rådhus i 1989, da I opførte Hvorfor bliver det nat, mor?. Hun er den dag i dag ikke sikker på, hvad forestillingen ville hende, men hun kan stadig huske den.

»Det er jo sådan, det skal være! Jeg møder heldigvis tit folk, der kan huske 20-25 år gamle forestillinger. De kan huske en grundstemning. Jeg er helt overbevist om, at Aarhus Rådhus blev forandret for altid for dem, der så vores forestilling dengang. Det betyder noget. Man vil jo gerne sætte sig spor.«

Men hvad skal det egentlig forestille? Et genresprængende performanceteater, der uafladeligt har udfordret sin egen og publikums rolle, placeret i en håndfuld nydelige udstillingsrum i en kunstforening, der blev grundlagt af blandt andre C.W. Eckersberg i 1825.

– Er det historien om, at I nu er blevet voksne og kan indeholdes i kunstens pæne institutioner?

»Udstillingen har en anden tid end forestillingen. Folk kan komme og gå, som det passer dem. Det er også et andet rum. Publikum kan komme helt tæt på installationerne. Det er klassiske rum, ja, men det passer mig faktisk godt. Vi har altid sat os for at ommøblere de rum, vi befinder os i. Og det mener jeg helt konkret. Hvad sker der, når publikum ser lodret ned på scenen? Hvad sker der, når scenen er helt smal? Hvornår bliver dybde til flade og omvendt? Hos os har formen altid været indholdet, og indholdet formen. Vores udstilling er på den måde også en iscenesættelse af Gl. Strand.«

Jeg får ikke hotelejeren til at kalde udstillingen for retrospektiv. Den peger også fremad. Ikke desto mindre har de seneste uger været et bevægende deja-vu for Dehlholm.

»Interessen har været overvældende. Der er kommet så mange forskellige mennesker forbi, mens vi har gået og arbejdet. Nogle, der har været med i en forestilling for 25 år siden. Andre helt unge fra teaterskolerne. Det gør mig glad,« siger Dehlholm, der i udstillingens mange rum har ønsket at iscenesætte de forskellige aspekter af teatrets mangeårige virke: videoprojektionerne, stillbillederne, teksterne, scenografien, kostumerne, lyset og mørket. Men Hotel Pro Forma er ikke montrekunst, og tanken har været at lade de forskellige udtryk løbe sammen.

I to rum en suite har man ironisk nok spærret det naturlige vue ud over Slotsholmskanalen og i stedet malet sin egen udsigt på den ene endevæg. Motivet er det samme, men det disede efterår har fået farver. I de to rum vil der være konstante oplæsninger fra Hotel Pro Formas produktioner. 150 oplæsere, heriblandt Søren Ulrik Thomsen, Morten Søndergaard og Ellen Hillingsø, vil i løbet af november fremføre ordene.

»Det har været vigtigt for mig at bruge udstillingen til at sætte fokus på vores tekster. Ikke noget performance, det gad jeg ikke. Det skulle være ren tekst uden instruktion. Mange ser os først og fremmest som et visuelt teater, men vi har altid haft fantastiske tekster. Teksterne til Æter (i 1987, red.) blev skrevet af Inger Christensen. Siden har vi samarbejdet med de bedste forfattere og digtere.«

Det er egentlig meget passende. Vi har sat os i Montanasalen, der fungerer som Gl. Strands møderum, men som samtidig er en kunstnerisk installation. For tiden har den danske billedkunstner FOS beklædt rummet med gul teltdug og hængt en mangearmet messinglysekrone op i loftet. Det er tilsyneladende umuligt at hale Dehlholm ud af kunsten og kunsten ud af Dehlholm. Hun blev uddannet tekstilkunstner i 1969, og otte år senere var hun med til at stifte Billedstofteatret, det eksperimenterende teaterkollektiv, der lod sine visuelle, ordløse tableauer flyde ud over teaterscenen og ind i andre af byens rum, f.eks. Glyptoteket, Louisiana, Øbro-Hallen og Rundetårn. Netop forholdet mellem kunst og virkelighed er stadig central for Dehlholm.

»Vores teater er en sanselig udforskning af verden. Vi bruger verden som stof. Det betyder, at vi lige så godt kan iscenesætte en forestilling i et museum, på et rådhus eller i et bibliotek som på en traditionel scene. Men det betyder også, at vi ikke kan gå på kompromis. Da vi skulle lave Snehvides Billede (i 1994, red.), skulle jeg bruge syv dværge, og så gik vi ud og fandt syv rigtige dværge. Det var ikke helt nemt, men vi gjorde det. Alt andet ville have været fjollet. Så kunne vi jo lige så godt lade være.«

Selv om Hotel Pro Forma i de senere år har fortolket det narrative og plotdrevne i både Den der hvisker lyver (2012) og Nabokov-forestillingen Latter i mørket (2014), så har man i store træk overladt det psykologiske drama med en genkendelig dramaturgi til kollegerne. I stedet tager man afsæt i et emne – kærlighed, krig, hukommelse, dannelse, identitet – hvorfra man udvikler et billedsprog, der på en gang er fabulerende og cool sansende, fragmentarisk og uhyre perfektioneret. De medvirkende er oftest stiliserede figurer, mekaniske talesøjler, fremfor følelsespersoner. Det er karakteristisk, at Dehlholms kroppe ikke ligger og vrider sig på scenen. De kravler og skaber sig ikke, de står frem. Værkerne kan være intellektuelt og videnskabeligt funderet som big bang-forestillingen Kosmos+ (2014), men ifølge Dehlholm skal man ikke lede efter et skjult budskab.

»Værkerne er, hvad de er. Hemmeligheden ligger i det konkrete,« siger hun.

Hotel Pro Forma har altid gjort brug af både skolede skuespillere og lægfolk med en særlig fysisk fremtoning: børn, tvillinger, dværge, talebesværede. Det er dette iscenesættelsesgreb – virkelighedsteatret – vi i disse år ser forplante sig til de populære borgerscener på teatre landet over. Dehlholms egne inspirationskilder er amerikanske Robert Wilson og polske Tadeusz Kantor. Hun har mindst 100 rejsedage om året. Tidligere i år boede hun to måneder i Bruxelles, hvor Hotel Pro Forma iscenesatte Rachmaninovs tre operaer, Aleko, Den Gerrige Ridder og Francesca da Rimini, i samlet form på La Monnaie de Munt. Sidste år tilbragte hun to måneder i Vilnius i forbindelse med Kosmos+. Om Hotel Pro Forma er et dansk eller internationalt teater? Dehlholm tøver ikke:

»Vi er et internationalt teater med base i København. Vi får nye praktikanter hvert forår og efterår. De er ofte fra udlandet, og arbejdssproget er engelsk. Men egentlig er det ikke så vigtigt, om vi er danske eller ej. Hvad der er vigtigt, er, at vi ikke stivner. Jeg har altid arbejdet meget med unge mennesker. Det gør, at hotellet hele tiden udvikler sig. Og at jeg bliver udfordret.«

Teatrets næste store projekt er forestillingen NeoArctic, der med Dehlholms ord vil »undersøge den menneskelige aktivitets indflydelse på verden«. Geologerne taler om den antropocæne epoke, hvor mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og de tektoniske pladers forskydning. NeoArctic bliver til i samarbejde med Det Lettiske Radiokor, der også var en del af manga-operaen War Sum Up (2011), og får premiere i både Riga og på Gamle Scene næste efterår. I de senere år har Dehlholm og Hotel Pro Forma opført flere operaer rundt om i Europa. Wagners Parsifal (2013) i Poznan og Rienzi (2014) i Riga samt Rachmaninov i Bruxelles.

»I operaen er der mere strikse regler for arbejdstid. Og så kan solisterne godt være lidt af en udfordring ... Nogle af dem vil frygtelig gerne spille skuespil, dårligt skuespil! Teatralsk som det psykologiske teater, når det er værst. Så må jeg fortælle dem, at det skal de ikke. Det hele ligger jo i deres stemmer, og så skaber vi ellers det visuelle partitur.«

Efter i 30 år at have undersøgt verden, undersøger Hotel Pro Forma i disse uger sig selv. Den slags er svært, indrømmer Dehlholm. På trappen buldrer håndværkerne op og ned. Chefen for det hele er gået ud for at pege og arrangere. Jubilæumsudstillingens titel er hentet ude i virkeligheden og tilbage i fortiden, dengang de DSB-ansatte stadig rullede gennem toget i fin uniform med en servicevogn fuld af fristelser. Hvis dagens kage er en træstamme, og den træstamme er Hotel Pro Forma, så bærer den stadig branchens mest krogede grene.

Læs Morten Søndergaards nekrolog over Kirsten Dehlholm her.

Denne artikel blev oprindeligt bragt i Weekendavisen 6. november 2015.