Nu er det jul igen, igen, igen

På det gamle hotel i byens midte trækker vi to tonstunge lænestole i hvidt fakelæder hen foran vinduet og slukker alt lyset. Mørket falder over domkirken og stejle hustage, over torvet og gaderne. Roen falder over os. Vi drikker kolde øl fra minibaren, lægger fødderne op i vindueskarmen. Efter at være løbet ud ad døren i København med deadlines halsende efter os, kørt tæt over Fyn i styrtregn og have brokket os over det forkerte værelse i Aarhus er vi endelig fremme ved julen. Vi beslutter os for, at det er her og nu, en hjemmelavet, akut skumringstime, for vi nåede ikke den mere professionelle museums-mørkning hos præsteenken i Den Gamle By klokken 16.30, varighed 20 minutter.

Hvor er det typisk og latterligt at komme svedigt springende for at nå julefreden, men sådan er det blevet. Vigtigst er overhovedet at finde den. Mørkning hjælper, vi sidder der i to timer. Det er som at se ud på havet eller ind i ilden. Domkirken forvandler sig til en sort kæmpeskygge, som den har gjort det hver aften siden Middelalderen. Udsigten er den samme, mens der hele tiden sker vanvittige ting for os. De samme vanvittige ting, som rammer alle andre: Tiden går. Det er et fortløbende mysterium og kræver konstante justeringer. Man må finde ud af, hvem man nu er blevet til, hvad man nu vil, hvad de andre vil. Og alting strammer til og bliver tydeligere i december med kulmination juleaften. Vi glæder os til juleaften, men glæder den sig til os? Det er, som om den ser på os med andre øjne.

Hvert år har vi et mas med at genskabe den samme, urokkelige, traditionsrige jul, for alt andet hvirvler rundt om den i rasende fart. Mænd og koner skilles, børn deles, nye fædre, mødre og børn kommer til, blandede familier opstår, forældre og nære venner dør, og man kan gribe sig i at stå i et 38 grader varmt stormagasin med en ønskeseddel, der mest ligner en bestillingsliste, og kun kunne komme i tanke om et eneste ord: hvorfor?

I mørket kun den svage raslen af chipspose.

»Man kunne godt kalde det julens tyranni,« lyder det fra den ene lænestol. Det onde ord har vi aldrig før brugt i forbindelse med højtiden. »Vi kan fortsætte som hidtil, så der til sidst bliver noget hysterisk over det hele. Eller vi kan åbne julen, lave den om, invitere andre ind. Hvorfor skulle julen være den samme, når intet andet er?« Med Gunnar Nu Hansens gamle ivrige sportsstemme rapporterer hun fra den nye jul: »Der er udskiftning på alle pladser!«

Noget nyt maser sig resolut frem gennem tvivl og det-kan-vi-ikke. Den ene af os er parat til at overgive samtlige kasser med ikonisk julepynt, samlet og værdsat af familien i generationer, til sin intetanende, unge datter og selv komme slentrende juleaften med en blomst og en kasse vin under armen.

Den anden ønsker sig endnu mere jul, bare anderledes: at stå op i mørke og tænde ét lys, vælte sig i mørke, nyde himmel, stjerner, måne. Sidde i kirken luciamorgen med klump i halsen, når hvidklædte børn glider syngende og lysende ind i det dunkle. Fælde træ i fjerntliggende plantage. Stå i stalden den 23. og høre hestene gumle deres årlige julemåltid af melasse og gulerødder. Stå i kø hos slagteren samme dag uden at blive menneskefjendsk. Drikke gløgg med den ene og den anden uden at skæve til uret. Tid må skæres fri, så der bliver plads til kernen; den egentlige jul. Ud med gaverne i år, ud med scanning af uendelige hyldemeter. Størstedelen af den overrumplede familie virker lettede.

En munter røst fra lænestolen: »Hvor var vi henne uden vores dårlige samvittighed? Et rigtigt dejligt sted!«

Søvndrukne står vi op i halvmørket og vandrer ned i morgenmadssalen. I nat lå vi lydløst rasende ved siden af hinanden, holdt vågne af dunkerock og råbegæster fra en bar under os. Klokken 2.20 stod den mest desperate op, famlede i mørket efter sit tøj for ikke at forstyrre den anden og gik ned for at klage. Det hjalp. I dag er det 1. december og en ny begyndelse. De spiller julesange og har tændt levende lys. Ved et bord skråt overfor sidder en mand og spiser, hans fod hviler på gulvet, men hopper så rastløst, at vibrationerne mærkes helt ovre hos os. Fra hus til hus kæmper vi for julefreden.

Vi er i Aarhus for at falde baglæns gennem tiderne. Fra Black Friday 2018, som trods undergangsstemning og påstået klima­bevidsthed slog alle rekorder i indkøbsmani, tilbage til vores barndoms og ungdoms jul i 1970erne.

Tidsmaskinen er Den Gamle By i Aarhus udvidet med en bydel fra 1974. Det år var vi 14 og 16. Svimle går vi rundt i de genskabte gader, genkender alt og savner mere fra det udskældte årti, end man skulle tro. Mådehold for eksempel. Vildt forbrug virkede ansvarsløst og plat, alle former for genbrug smart. Folk syede deres tøj, hæklede, strikkede og byggede selv møbler. Jo mindre man havde, desto federe var man.

I en opgang ligger en stor lejlighed med et kollektiv fra 1974 med keramiktepotter så store som Rundetårn. Så godt som ingen tegn på den tilstundende højtid, bortset fra et betragteligt antal julebryg (tomme).

På opslagstavlen i en af kvindernes værelse hænger hendes (originale) huskeseddel med julegaver 1974: Hendes far skal have Økonomi & Samfund og en kinadagbog, hendes mor grydelapper. Troels og Bente får hæklede grydelapper og hendes mormor en bordløber og en saks. Morfar cigaretter (fra kinaturen), Annalise: hæklede grydelapper og Katrine: kinesiske fløjlssko. Vi finder selv fred i butikkernes prunkløse juleudsmykning anno ’74. Et par ældre nisser på en lille skibakke af vat i glarmesterens vindue, en grankvist og et julehjerte. Købmanden i brun kittel med orange kanter på lommer og krave fører lidt kravlenisser, kugler og lametta. Den ene husker kampen for og imod lametta på træet, de lange sølvstrimler, som hendes far elskede, fordi det glimtede fra hans barndomstræ, og som resten af familien foragtede. Han tabte.

Der står kolonial i kendte mærker over alt med priser, der heller ikke findes mere: 1 krone og 25 øre sat på hylderne med blå og røde mærker og hvide bogstaver, udskiftelige, hvis varen skulle stige ti øre. Det føles som at møde gamle venner. Selv hvis man havde lyst til det, kunne man ikke gå shopamok. Udvalget tillader det ikke.

I Pouls Radio med komplet serviceværksted i baglokalet og den flinkeste ekspedient, også i kittel, ser vi på et elegant Philips-fjernsyn i smukt blankt træ. Ud af højtaleren strømmer kendingssangen »Kan du få, for en krone!« fra Jullerup Færgeby. Det gælder ikke den polerede teakudgave. Det fjernsyn kostede 6795 kroner i 1974, i dag en formue i omegnen af 45.000, når man ganger med fem, som er omregningstallet. Et køb var muligt på afbetaling, og Poul var blid, siger den mildt ironiske ekspedient. Han tog kun 17 procent i rente. For 1974 var faktisk opsvingsår, titlen på hele udstillingen er Velfærd og frisind.

I 1974 fandtes et kollektivt »vi«, sådan husker vi det eller ønsker at huske det; at det hele ikke var ens eget ansvar: sygdom, karriere, psyke, lykke. Nogle gange kunne det være samfundets skyld. Andre gange bare uheldigt. Ens forældre sad ikke og vred hænder over, hvad det skulle blive til med deres børn, de blandede sig ikke så meget, var mere afslappede og kom på skolen en gang om året til forældremøde.

Vi flyttede til København sidst i årtiet i lejligheder med egen koksbunke i kælderen eller hvæsende petroleumsovn. Byen mørk, Dronning Louises Bro et tyst sted. Man gik på værtshus og befandt sig i en foret verden af fuldskæg, pibe, skovmandsskjorter, kokostæpper, afsyrede møbler, filt, uld. Man tog hjem til jul med faste rutiner, ingen kirkegang, men ellers var der »Moder er i køkkenet ...«, ikke se træet, før det blev tændt, og reel, forbløffet begejstring over, at ønsker gik i opfyldelse. Den ene af os husker sin gulvlange rødbrune velourkjole med rullekrave, den anden sine to par Kansas-klapbukser og træsko med kappe.

Vi synker længere tilbage i vores ungdom og battler på hukommelse om dengang, vi stadig boede hjemme. Vi gik med lange strikkede halstørklæder og havde intet tøj. Staten indførte bilfrie søndage og kørte kampagne for at få danskerne til at skrue ned til 21 grader. Begge husker det lækre nye ord »sexappeal« og lugten af Sweet Dublin Mac Baren. Vinteren var mere snerig og temperaturen lavere. Vi fik hvide kunstskøjter, kælke og ski i julegave. Mådeholdet kunne ses direkte på ens skolekammerater. De var slanke, tynde eller magre. Selv vores vittigheder var billige og naive: Hvordan skiller man en Cola og en Fanta? Man bruger sin Fanta-si.

Vi nærmer os en anden erkendelse, nemlig den, at vi var gæster i den jul, vores mødre skabte, og det er den, vi siden har efterlignet og nu savner. Skænkede vi det en tanke, hvor meget hun egentlig lavede i køkkenet? Hvordan det lykkedes at få det hele ryddet væk igen til en smuk julemorgen, hvor hun var i gang med forberedelserne til jule­frokosten, for snart kom resten af slægten til skinke og italiensk salat, snaps og duggede ruder ud på eftermiddagen. Mens man selv havde sovet længe og nu let drømmende var mere i vejen end til praktisk gavn.

Fra de sorte og hvide fliser i gågaden fra 1974 bevæger vi os over i brolagte gader med bindingsværkshuse og mørke stuer, endnu mere beskedne udvalg i endnu mindre forretninger, men det har ikke samme stærke virkning, for det andet kan vi jo huske, det er vores egne ting, de går lige i kroppen.

Tiden går. Det er et fortløbende mysterium og kræver konstante justeringer. Man må finde ud af, hvem man nu er blevet til, hvad man nu vil, hvad andre vil.

Vi fortsætter ikke fuldkommen som før.

»Hvad med en juleforvandlingskugle?« spørger den ene af os – lige så vittig som i 1970erne. Et sted baglæns på tidslinjen er passende og på høje tid, det må ikke gå i forbrugerisme (halvfjerdserord!). Vi nikker let puritansk til hinanden på vej ud af Den Gamle By og tilbage til nutiden, mens vi begge tænker på den vidunderlige frakke, vi så på vej herhen, og som den ene af os om lidt forærer sig selv i julegave. Vi går ind for overflod med måde og regler med undtagelser.

Find alle juleessays fra Pernille Stensgaard og Synne Rifbjerg her.