Nederlagets velsignelser

Fra helikopterbillederne kunne man se det med det samme, selvom det måske kun var en halv meter. Afstanden mellem sidste års Tour-vinder og den gruppe, han ikke kunne følge med på den afsluttende stigning i Jura-bjergene op mod Col du Grand Colombier. Egan Bernal var svækket, og det var alt for tidligt. Billederne indrammede den unge rytters bevægelser. Først oppefra, så fra siden. Han var ved at blive sat og bevægede sig anderledes skævt på cyklen, med skuldrene vuggende fra den ene side til den anden, og der kom pludselig langt mindre fremdrift ud af pedalernes rytme, end der burde. Man kunne se i hans ansigt, at han led mere end de andre og langt mere, end netop han burde lige netop her. Læberne løftede sig over fortænderne og gjorde det smalle ansigt bredt. Han forsvandt fra gruppen. Først med et febrilsk blik i deres retning, så i tavs resignation, for han vidste det helt sikkert, inden de andre så det. Han flyttede de store solbriller fra hjelmen ned foran øjnene. Modstandere blev til farvede pletter oppe foran, indtil de forsvandt ud af syne. Hans nederlag var som et blødende sår, fastfrosset af pressefotograferne på motorcyklerne, tikkende bag ham i et alt for lavt gear for, ligesom hans. Nu kunne alle se det. Et års arbejde klasket sammen på vejen, benene ville ikke. Man kan ikke gemme sig på et bjerg, som den danske hjælperytter Jesper Worre sagde engang.

Hvert tiår i professionel cykelsport har haft sin dominerende figur eller sit overlegne superhold, der har sat tempoet for sportens udvikling. I det moderne Tour de France efter Eddy Merckx-æraen løber historien fra 1970erne og 1980ernes franske hold, ledet af Cyrille Guimard, til 1990ernes spanske etapeløbsspecialist Miguel Indurain og hans loyale Banesto-mandskabs kværnende dominans.

Senere kom Lance Armstrong og US Postals kemisk-klandestine succesridt og sidenhen det seneste tiårs angelsaksiske overherredømme med Team Sky. Deres tid som urørlige på sportens øverste niveau i verdens største løb udløb i de minutter, hvor unge Bernal krængede de sidste kræfter ud. Han tabte endegyldigt tid til dem, han skulle være kørt væk fra.

Hver epoke i sporten har haft sine definerende øjeblikke, men de er ikke kun fortalt gennem de store sejres boblende rus, men lige så meget der, hvor magten skiftede, når en stor rytters nederlag var åbenlyst. Sporten flytter sig, i det øjeblik vi får udpenslet en tidligere vinders pinsler. Som Miguel Indurain, der sakkede bagud efter Bjarne Riis’ tredje acceleration på etapen i Pyrenæerne til Hautacam i 1996. Der knustes spanierens suverænitet i det løb, der havde skabt ham. Tronfølgere, himmelstormere og de uventede gennembrud sætter en ny dagsorden, taberne står tilbage. Det er Tourens historiske fremdrift, når nogen går ned.

Der er som sådan ikke noget direkte sentimentalt over sportens mest uundgåelige naturlov. Den handler om undergang, men er samtidig den mest effektive motor i fortællingens fortsættelse. Afvikling og udvikling. Nogen vinder, når andre taber. Banalt, men alligevel nuanceret, for det åbner løbet, og nye historier indvarsler den næste epoke. Man svælger ikke unødvendigt længe over nederlagets morfologi i landevejscykling, man observerer det og kommer videre. Intet behov for terapi, mere et konstaterende hul i maven, inden de forreste tager opmærksomheden tilbage. Cykelløb spoler hen over følelserne uden at miste kontakten til dem. Nuet har altid forrang på et bjerg i Tour de France.

Men i Bernals tilfælde var der alligevel noget anderledes uforløst og overraskende over den alt for tidlige exit fra topstriden. Han havde et lod i konkurrencen, der først skulle indløses i den tynde luft. Der, hvor han sidste år forsvandt alene, forrest i løbet på Col d’Iseran. Han var så ung og så god, at han så ud til at kunne fremtidssikre Team Skys vindermuligheder langt ind i det nye årti. Det kan han måske stadigvæk, men efter nederlaget i år er det kun som udfordrer, ikke som definitiv favorit. Team Ineos, som holdet hedder nu, er det rigeste og mest velorganiserede mandskab i moderne cykelsport. De har tvunget deres konkurrenter til at blive markant bedre i alle detaljer for blot at være i stand til at kunne følge med. Holdets ubestridte frontfigur, Sir Dave Brailsford, har været den mest innovative figur i den videnskabelige tilgang til sporten, og det har taget de andre hold adskillige år at komme på omgangshøjde med deres måde at forberede rytterne på. Deres metoder til at administrere sig til en sejr i Tour de France har på godt og ondt sat normen for, hvordan man vinder.

Hvis man ser bort fra Bernals konkrete nederlag markerer Team Ineos’ midlertidige afklaskning en ny og potentielt set mere alsidig periode i Tour de France fremover. Men også kun som en foreløbig hypotese, da det hollandske Jumbo-Visma har kørt årets løb som et alt for genkendeligt blueprint af Team Skys tilgang. En, der primært har fungeret, fordi briterne ikke kunne i år. Hollænderne har tromlet konkurrenterne ned i alle løbets faser og har måske især mestret at gøre deres ryttere konkurrencedygtige under nedlukningen. Cykelsporten lå i dvale i fem måneder, og det har gjort rytternes detaljerede forberedelse til en sort boks, hvor nogle er kommet stærke ud på den anden side uden at køre løb, og andre slet ikke. Bernal havde måske bare en dårlig dag, ondt i ryggen, sagde de. Men konsekvensen af den dag varer mindst en årgang, og det er et magtskifte uanset hvad. Hans hold har vundet syv af de sidste otte udgaver af Tour de France, og nu er sejrsrækken brudt.

Er det en kærkommen forandring? Måske kun for en overfladisk betragtning, da Team Ineos har bragt en tilgang med sig, som er kommet for at blive. De har dikteret udviklingen af sporten og blev selv et offer for deres egen metode i år. Et kvælende tempo på de hårdeste etaper og en kirurgisk omgang med de små tidsforskelle, man kan vinde løbet med. Men bare det, at der er mere end et hold, som er i stand til at mestre den plan, gør formentlig fremtidige udgaver af verdens største løb meget mere seværdige. Det var en kendsgerning allerede inden Bernals krise.

Briternes sportslige suverænitetstab flugter meget godt med den internationalisering, der også befolker sporten lige nu. Det britiske aspekt hos Team Ineos’ aktuelle Tour-trup kunne koges ned til en walisisk hjælperytter. Der tages ingen nationale forbehold, når det stærkeste mandskab skal udtages, og mangfoldigheden har skinnet endnu mere igennem end nogensinde før i dette års Tour.

Det bedste pas i sporten lige nu er slovensk. Primoz Roglic’ og Tadej Pogacars helt overdådigt stærke indsats i dette års løb har bragt det lille land på kortet for bestandigt. Touren tæller alt i sporten, måske for meget, men de to landsmænd har sat sig på det meste. Et helt uhørt gennembrud for et meget lille land, der har sat de traditionelle nationer i andet geled. Men det er næppe mere end et historisk tilfælde, som ikke nødvendigvis vidner om et nybrud i de slovenske fødekæder til sportens øverste hylde på kort sigt.

Anderledes overbevisende forholder det sig med Colombia, som har bidraget med den mest substantielle internationalisering af professionel cykelsport. Bernal var kulminationen sidste år, men de er mange, og flere kommer til. Det latinamerikanske land har ikke bare fået en genkomst, men leveret en veritabel revolution hen over de seneste syv-otte år. Med Egan Bernals sejr fik de deres første vinder, og det højtliggende land har en dyb og omfangsrig talentmasse, der kommer til at sætte et farverigt og interessant præg på løbet i mange år fremover. Uanset hvilket holdmæssigt flag de hver især kommer til at køre under.

Det interessante aspekt for sportens evne til at fortælle historier med helte og skurke er, at det knusende nederlag for det britiske hold faktisk kan være en PR-mæssig ventil for det ellers så suveræne hold. Fuldbyrdelsen af deres fiasko giver dem muligheden for at nyde en midlertidig tilværelse som underdog og udfordrer, befriet for kritikernes kulegravning af deres dominans. Egan Bernal har alle muligheder for at komme tilbage og genvinde titlen, men han får selskab forrest af dygtige unge supertalenter, der kører for andre, fremadstormende hold.

Tour de France var i mange år et opgør mellem landshold, inden fabrikssponsoraterne og de dybe lommer tog over. Det nationale islæt, ud over løbets egen identitet som fransk kulturarv, er kommet tilbage med opblomstringen af nye ryttere fra steder, hvor sporten først er ved at tage fat i de nye generationer. Cykelsporten har aldrig været mere international på øverste niveau, end den er lige nu.

Da Bernal sakkede bagud, var det samtidig et udtryk for sportens uafvendelige fremdrift. Hegemonien er brudt, men måden at vinde på står foreløbig tilbage. Der er nu mere end ét Tour-vindende hold i reviret. Spændingskurven i de store cykelløb kommer fremover til at afhænge af, hvorvidt den økonomiske top i sporten bliver endnu bredere. Team Ineos’ chef har konkluderet, at de skal tilbage til tegnebrættet efter dette års løb. Men landskabet, de skal forholde sig til fremover, bliver alt andet lige gennemkalkuleret efter den formel, som de selv har opfundet og perfektioneret indtil for nylig. Evnen til fysisk overlegenhed er blevet demokratiseret. På den anden side af dopingskyggernes gedulgte mørke, men med videnskabelig forberedelse i ascendanten.

Team Ineos skal nu vænne sig til, at deres monopolposition forrest i feltet hører fortiden til.