Naturligvis

Skovdyrkning såvel som jord- og havebrug og naturforvaltning kan gribes an på mange forskellige måder. Man kan, som én yderlighed, vælge med magt, maskinkraft, kemikalier og stedfremmede arter håndfast at sætte sin forudfattede vilje igennem, eller man kan benytte mere nænsomme, pragmatiske og, hvad der i andre sammenhænge ville blive kaldt, diplomatiske tilgange.

En sådan nænsom tilgang til skovdyrkning blev allerede formuleret for 240 år siden i en af de utallige skovforordninger, som gennem århundrederne er blevet udstedt for at tage vare på de danske skove. Skovene var en central ressource, som endnu tidligere, i Christian 5.s skovforordning fra 1670, var blevet omtalt som »én af de største Herligheder, Gud og Naturen dette Vores Kongerige med begavet haver«. I Christian 7.s skovforordning af 18. april 1781, hvis helt præcise titel er »Forordning, angaaende de kongelige Skove og Tørvemoser udi Danmark«, står i femte afdeling, »om skovs opelskning«, som punkt 63: »Ved dette Arbeide skal der fornemmelig stræbes, at følge og understøtte Naturen i dens Virkninger.«