Nærvær. »Næsehorn er konkrete tonstunge levende dyr, de æder, de skider og forplanter sig, de er sjældne og dyrebare budbringere fra en dyb fortid.« Lone Frank rejste til Sydafrika og blev overvældet af det 50 millioner år gamle uddøende dyr.
Næsehornets suk
Foto: Thomas Mukoya, Scanpix.
Det er lydene, mere end det er synet, der rammer mig. Jeg har set næsehorn før, indhegnet i zoologiske haver, men jeg har aldrig været i nærheden af frie dyr, som går og græsser under solen i det åbne afrikanske landskab. Her er to af dem, en halv snes meter fra mig, klædt i kager af rødt mudder. Deres brede flade muler lukker sig metodisk om græsset og rykker de korte strå af helt tæt ved jorden. En ganske lille bevægelse, men hver gang lyder der et voldsomt kronsj som noget stort, der bliver flænset. Kraften i det er helt uventet. Og indimellem løfter det gumlende dyr hovedet en anelse, står stille og puster. Som et vældigt suk.
»Se godt på dem,« hvisker manden, der har lænet sig frem bag mig i den åbne landcruiser. »De kan meget vel ende med at blive udryddet allerede i vores tid.«
Del: