Levned & Meninger. Om den pludselig eksplosion i antallet af mynder i min bydel, og hvorfor det mest af alt er mit problem.
Myndemysteriet
I efteråret var jeg på barsel med min yngste datter, som er et såkaldt bevægelsesbarn. Det betød, at hun, ligesom sine søstre, kun ville sove, hvis hun blev holdt i konstant bevægelse, og det betød så igen, at jeg ikke lavede andet end at gå.
Og mens jeg så gik rundt i Bispebjerg i Københavns Nordvestkvarter, der ellers mest er kendt for sit groteske antal altaner – vi har selv fire af slagsen i en treværelseslejlighed – begyndte jeg at lægge mærke til noget andet: Gaderne var ganske enkelt overrendt af mynder.
Jeg havde i noget tid lagt mærke til en ung mand og en ung kvinde, der hver gik med tre af disse nærmest skulpturelt store og slanke hunde med deres karakteristisk dinglende ben og de blanke dybsorte spøgelsesøjne placeret på hver side af hovedet. Det var selvfølgelig heftigt nok, og det bidrog til min undren over, hvor mange af slagsen jeg havde observeret i den seneste tid, men jeg vurderede, at det måtte være de samme tre hunde, og at de unge hundeluftere kørte i skiftehold.
Men så en kold morgen i slutseptember så jeg dem gå forbi hinanden, hvilket altså betød, at seks mynder var til stede samtidig, og det var, om ikke andet, bemærkelsesværdigt. Så jeg begyndte at kigge aktivt efter dem, og hver dag så jeg flere. Mange flere. Og det undrede mig, for hvad skulle de dog her i vores tætbebyggede bykvarter, disse jagthunde, hvor de hurtigste af dem kan løbe over 70 km i timen? Det var vel, ja, et mysterium.
Jeg spurgte min kone, der var bedste venner med en langhåret schæfer som barn og klart er hundemennesket i mit indtil nu hundeløse liv, om hun vidste noget, men hun svarede, at hun ikke stolede »på væsener med så smalle hoveder«. Ikke noget hjælp at hente der. Faktisk var der ingen, der rigtig gad høre på mig, imens antallet af mynder gik fra det kuriøse til det direkte urovækkende, og nu begyndte jeg at mistænke, at jeg var blevet en smule bims af at vandre rundt på den måde. Med andre ord: Hvad hvis det kun var mig, der så de hunde? Og den mistanke slog så over i direkte paranoia, da jeg den følgende dag sad på en café med en kop kaffe – jeg havde for en gangs skyld fået min datter til at sove stillestående – og en ung kvinde med hvad jeg med min efterhånden rimelige artsbestemmelse vurderede var en ungarsk mynde, gik forbi mig for så med det samme at komme gående tilbage ad samme vej, som om hun ville minde mig om, hvad mit egentlige barselsærinde var.
Jeg slog det hen som et tilfælde, men få minutter senere fik jeg øje på hende lidt nede ad vejen, mens hun med sved på panden var i færd med at proppe den store og pludselig så stivbenede hund ind på et alt for lille bilbagsæde. Det var, som om hun var en statist i min egen mærkelige lille hundeversion af The Truman Show, som havde troet, hun var uden for synsvidde, og nu var på vej hjem. Og var det ikke, som om hun nu kiggede nervøst hen mod mig??
DET VAR DRÅBEN. Jeg gik straks i gang med en officiel efterforskning og accepterede nu, at min datter vågnede, når jeg stoppede tilfældige hundeluftere med spørgsmål.
Den første, jeg hilste på, var en stor greyhound – altså dem, man bruger til væddeløb – i en rubinrød uldsweater ved navn Raymond. Den slangede sig om mine ben eller rettere på grund af dens højde om min lænd, mens det helt almindelige unge ejerpar fortalte, at han, som de formulerede det, var »en rigtig sofakartoffel«. »Virkelig?« udbrød jeg og så ned på det store drog.
Jeg kontaktede også ejeren af, hvad jeg forstod som den centrale danske myndesidehjemmeside og skrev et opslag i Facebook-gruppen »Mynder i Danmark«, og der var selvfølgelig forskellige opfattelser, men alt i alt fik jeg de samme svar. De er gode til at befinde sig på lidt plads, og faktisk kan det være svært at have en så hurtig hund med et jagtinstinkt ude i det åbne landskab, for kig væk et øjeblik, og den er væk.
Og det gav jo mening. Flere skrev også, at en mynde rent livsstilsmæssigt signalerede det modsatte af en landlig brugshund, hvilket kunne tiltrække storbyboere, og så var der i øvrigt en central rescuespiller på Nørrebro, der stod for at matche herreløse galgo espanoler fra Spanien med danske ejere, hvilket burde være en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor hundene var netop her. Problemet var bare, at jeg ikke var tilfreds. Det var i hvert fald, som om løsningen ikke rigtig passede til den sag, jeg i sin tid var gået i gang med at efterforske.
Så jeg var egentlig gået i stå, men hundene blev med at være der. På gaden, men i tiltagende grad nu også på min computerskærm, når jeg gik på Facebook, Instagram, hvad som helst. Og jeg vidste godt hvorfor. Fordi jeg havde søgt på information om denne særlige hunderace, blev jeg med algoritmernes logik – tandhjulene i opmærksomhedsøkonomiens store maskine – nu tilbudt mere. Og så en dag, da jeg som det mest selvfølgelig blev tilbudt en lokalbladsartikel om Myndernes forårsudstilling i Strøby, slog det mig, at det måske var her, svaret lå gemt? For ja, der var kommet et stort antal mynder til mit kvarter, det var der ingen tvivl om. Men var jeg underbevidst kommet til at tage denne digitalt hjemmehørende logik med ud på mine meget analoge gåture med barnevognen, og var jeg på den måde kommet til at forvente, at hundene, fordi der blev flere og flere af dem, og fordi de krævede min opmærksomhed, også ville mig noget?
Det er, det medgiver jeg, en så narcissistisk tanke, at man fremover kan beklikke min dømmekraft. Men samtidig tror jeg også, vi – hvis vi ikke skal blive helt fremmede for den nye, sære verden – gør klogt i skærpe opmærksomheden over for den slags ved første øjekast fjollede fejlsignaler.
I hvert fald, det var jeg sikker på, var vi her nået frem til den lidt overraskende kerne i det mysterium, jeg brugte min i øvrigt herlige barsel på at gruble over. Om hvorfor de slanke hunde pludselig var overalt, og hvorfor det, på en anden måde end først antaget, alt sammen handlede om mig.
