Musikmiraklet i 1975

The Köln Concert. Det hedder jazzhistoriens bedstsælgende pianoalbum. Kunstneren er amerikanske Keith Jarrett, og jeg er henrykt over hans improvisationer på tangenterne i 1975. Albummet bliver opfattet som et af musikhistoriens store mirakler, og det skyldes ikke kun koncerten med 1.300 gæster i Kölns opera, men også omstændighederne.

Historien fortælles i en sprællevende tysk spillefilm Köln 75 af instruktøren Ido Fluk, som er kommet op i danske biografer. Den varer to timer, og jeg fik glædestårer i øjnene, fordi jeg ikke kunne stå for humoren og jernviljen hos hovedkarakteren, 18-årige Vera Brandes.

Hun er vild med moderne jazz og beslutter som gymnasieelev at blive koncertarrangør. Hendes vanvittige ambition er en koncert med verdensstjernen Keith Jarrett, som i 1970erne fejrer store triumfer med Miles Davis.

Brandes møder mange forhindringer, men hendes improvisationstalent er enormt – en spejling af Jarretts talent på klaveret. Den helt spontane udtryksform er Jarretts udtryk for frihed – og den frihedstrang genspejles hos Brandes, der kæmper imod det kolde patriarkat, der var udbredt i datidens Vesttyskland.

Veras fader gør alt for at bremse sin talentfulde datter og tæver hende. Med ham får vi den tyske nazifortid ind, da han beretter om sin tid som en af Hitlers soldater, der plaffede engelske fly ned. »Ud af den ruinhob, der opstod« – som han formulerer det – sikrede han familiens velstand gennem arbejde, disciplin og fortrængninger.

Vera har røde tidstypiske venner, men hun er hverken til Marx eller den Rote Armee Fraktion, der på samme tid planlægger sin største aktion i Köln, nemlig bortførelsen af den tyske arbejdsgiverformand. Det er en by, der også er berømt for sine karneval, men som i 70erne er et kunstnerisk kraftcenter med nobelpristageren Heinrich Böll som det skinnende lys.

I byen opfører Karlheinz Stockhausen elektroniske værker, og nogle af hans elever er med til at starte den tyske Krautrock, blandt andet bandet Can, hvis musik danner lydtapetet i starten af filmen sammen med Floh de Cologne – et satirisk rockband, som inddrager teater og agitprop.

Dette Köln ankommer Jarrett til 24. januar 1975 efter en lang køretur fra Lausanne i en gammel Renault. Han har ikke sovet og har smerter i ryggen. Han er ikke i stødet til Köln. Og så har operaen ikke – som lovet – sat et Bösendorfer Imperial frem. I stedet står et standardklaver på scenen. Det er defekt med knækkede pedaler, så Jarrett nægter at spille.

Vera får dog til allersidst overtalt Jarrett til at spille – ved at påpege, at det defekte klaver kunne være en kunstnerisk udfordring! Så Jarrett tager afsæt i, at klaveret ikke kan levere en dyb bas, og han lægger vægt på rytmiske mønstre i midter- og diskantregistret, hvor klaverets akustik er mest gunstig. Jarrett klarer også den udfordring, overgår sig selv, og til sidst er publikum ellevilde.

Men det er også lidt af et mirakel, at Martin Wieland bliver bedt om at optage The Köln Concert af det tyske pladeselskab ECM, der er kendt for meget klare og klangfulde jazzalbum. Wieland er en af tidens store toneingeniører, kender operaen og placerer sine mikrofoner de rigtige steder, så han fanger både klaverets lyd og rummets naturlige resonans. Derfor lyder albummet så levende, at man næsten føler, at man sidder i salen.