Julen er hjerternes tid, siger man. Men vi skal jo også have noget at spise, nu hvor gaderne lugter af våde blade, og sommeren endelig er ved at give efter, og jeg har længe haft planer om at lære at spise indmad. Jeg er ikke fra et hjem med organer på middagstallerknerne. Efterkrigskøkkenet havde vist ikke efterladt den store kærlighed til indmad hos mine forældre, men min egen appetit ville blomstre, forestillede jeg mig, blot jeg åbnede døren til den inderste del af dyreriget.

Min entusiasme er imidlertid flere gange forduftet, når jeg endelig har stået ansigt til ansigt med indvoldene. Eksempelvis havde jeg en sommer håbefuldt tænkt, at et stykke kalvelever, grillet ganske kort ved hård varme, ville være min nye livret. Den udbredte modvilje mod lever måtte bare være et udtryk for kræsenhed og forkert tilberedning, lød min overfladiske analyse – indtil leveren ramte den glohede rist, og jeg straks kunne fornemme, at jeg ville gå lidt småsulten i seng den aften.