Essay. Efter at have ført Superligaen i månedsvis har nerverne sat sig i AGF og Aarhus. Og risikoen for at tabe guldet på gulvet er nu overhængende.
Midt i en skæbnekværn
En ladcykel glider gennem smalle Borggade i det centrale Aarhus, Midtbyen, som vi siger. På siden af cyklen skimter jeg et stort klistermærke: »Det er ingen skam at ligge bag ved AGF.« Jeg smiler. Nej, lige nu er det ikke. AGF ligger i toppen af Superligaen, milevidt foran giganter som FC København og Brøndby IF. Kun FC Midtjylland hænger stadig på, sådan har det været i måneder. Det er mellem disse to klubber med hver sin distinkte jyskhed, at denne sæsons danske mesterskab i herrefodbold skal afgøres.
Dette var grunden til, at jeg mandag i sidste uge tog toget fra Aarhus Hovedbanegård til Herning Station for på tætteste hold at besigtige det første af to indbyrdes møder mellem de to tophold inden for seks døgn. Turen gik med GoCollective, en privatejet operatør, der engang hed Arriva, og som fortsætter, hvor statsbanerne stopper. Er man billøs og skal vestpå i Jylland, må man ty til et af disse turkise, prunkløse dieseltog, fra før verden blev elektrificeret.



