»Jeg tror, de har haft det så sjovt! For alkohol har også været kædet sammen med seksuel frigørelse, frigørelse i det hele taget.«

På køkkenbordet hjemme hos Anna von Sperling ligger hendes nye bog, Fulde liv. Forsiden er et lidt grynet sort-hvidt foto af hendes mor, Vibs, der med hele ungdommens overskud er i færd med at drikke rødvin – direkte af flasken. Hun er på tur til Frankrig med tre veninder, året er 1962, og der bliver skrevet en artikel i Skive Folkeblad, for de var de første piger fra Skive, der »gjorde Paris«.