Metal fra egne jorder

Med de danske håndboldherrers utrolige udradering af Tyskland i søndagens finale – blot få timer før aftenens afslutningsceremoni – nåede den store rød-hvide OL-delegation akkurat Danmarks Idrætsforbunds målsætning om mindst ni olympiske medaljer. I Paris blev det til to guld, to sølv og en håndfuld i bronze.

Dermed ligner udbyttet sig selv efter det fantastiske Rio de Janeiro 2016 (15 medaljer) og det opløftende, omend pandemiplagede Tokyo 2021 (11). Det danske medaljegennemsnit for de 29 Olympiske Lege, vi har medvirket i siden starten i 1896, lyder på knap syv en halv.

Omtrent midtvejs i Legene havde panikken ellers vanen tro fået godt tag i den danske offentlighed. Medaljerne var for få! Skulle det virkelig ende næsten lige så slemt som München 1972, da 126 udøvere hjembragte blot én guldmedalje (ved cykelrytteren Niels Fredborg), eller det kun lidt bedre Montreal fire år senere?

Nej, selvfølgelig ikke. Også Paris 2024 viste, at facit først kan understreges, når hal- og havsportsgrenene er ovre: badminton, banecykling, kajak, sejlsport, håndbold.

Det ville være synd at sige, at vore medaljetagere er faldet ned fra himlen. Snarere er der – med de herlige undtagelser brydning og taekwondo – tale om topplaceringer i sportsgrene, vi har dyrket grundigt i mindst et århundrede, og som derudover knytter an til Danmark som et landbrugs- og foreningsland med mere kystlinje end Indien.

Siden 1896 er 75 procent af alle danske OL-medaljer hentet på cykelbanen, i håndbold- og badmintonhallen, på skydebanen, til hest og på eller i vandet.

Ikke mindst håndboldherrernes finale, der fulgte godt et døgn efter kvindernes bronzesejr, var en behagelig forevisning af dansk overherredømme. 39-26 er den største sejr i en OL-finale nogensinde. Profiler som Simon Pytlick, Niklas Landin og OL-topscorer Mathias Gidsel kan de tabende tyske finalister kun drømme om at råde over, ligesom Mikkel Hansen, historiens måske bedste spiller, fik den smukkest tænkelige afslutning på karrieren.

Det er nemt at gøre sig munter over endnu et sæt danske håndboldmedaljer: Sporten, vi selv har opfundet, og som ikke frygtelig mange andre går op i. Hverken amerikanerne, kineserne, briterne eller italienerne ved jo overhovedet, hvad kastespillet går ud på. Dén velkendte sang er imidlertid forfejlet og i sig selv et udtryk for nationalt snæversyn. Vi er nemlig langtfra ene om at høste metal fra egne jorder.

OLs medaljeoversigt er i den forstand én lang bekræftelse af de kulturelle, geografiske og fysiske egenskaber, der selv i en globaliseret verden vedbliver med at opdele nationerne.

Kenya (11), Etiopien (4) og Jamaica (6) har hentet alle deres medaljer i atletik, de to førstnævnte endda kun fordelt på mellem- og langdistanceløb. Aserbajdsjan og Usbekistan har vundet henholdsvis seks af seks og 12 af 13 medaljer i kampsport, mens 12 af Ungarns 18 medaljer blev hentet i kajak eller svømning. Sneklædte Norge er i øvrigt klodens klart mest vindende nation ved vinter-OL.

Kun folkerige stormagter som USA, Kina, Japan og tidligere Sovjet/Rusland samt de største europæiske lande, der stadig satser på den olympiske soft power, kan sammen med velhavende og metodiske sportsnationer som Australien, Canada, Sydkorea og Holland faktisk brede sig over store dele af idrættens landskab.

For langt de fleste af de flere end 200 lande er deltagelsen ved OL således ikke så meget et forsøg på at erobre nye territorier, som den er båret af et brændende ønske om at bevare de stumper, som nu engang er deres. Over halvdelen af de medvirkende lande rejser hjem uden en eneste medalje.

Håndbolden blev opfundet i Nyborg (eller var det Ordrup?) tilbage i 1897, dengang afviklet på markerne af blandede hold af skoledrenge og -piger – med en fodbold. Og nu har vi så igen bevist, ikke mindst over for os selv, at vi er bedst af alle. Det er der noget sært betryggende ved.