Hjertets Bjerge. Van der Poel løftede sig i det løb, der stadigvæk er hans og hans alene. Pogacar og Pedersen betrådte resten af pladserne på et forrygende og forunderligt forbandet podie.
Mesteren og morfar
»Vi kommer aldrig til at vide det.« Det er det sædvanlige svar, der altid blafrer i vinden, men som i går tog til i ubarmhjertig styrke efter et Paris-Roubaix, hvor uheld, uvejsomhed og utrolige kræfter igen blæste hængslerne af porten til helvede i nord.
I forårets sidste store brostensløb ligger man ikke kun, som man har redt, for nogle gange ryger man bare ned eller ind i ulykker alligevel. Det ved Mads Pedersen allerede, det fandt Tadej Pogacar ud af i går, og det gjorde van der Poel også, men på det tidspunkt var han allerede hinsides skæbnens luner og på vej ind i cykelhistorien igen. Han var og er den rytter, der lige nu er bedst egnet til at vinde Paris-Roubaix. Hans morfar havde ret, da han engang mere end bare antydede, at han var skabt til det.
Del:
