Anmeldelse: Kiss All the Time. Disco, Occasionally. På sit fjerde album forsøger Harry Styles at gøre mandlige popstjerner cool igen. Det lykkes kun delvist. Men måske er det nok.
Mand med en mission
Allerede i slutningen af 2010erne kørte rygtebørsen den engelske popcharmør Harry Styles i stilling til at efterfølge Daniel Craig i rollen som James Bond. For det tidligere medlem af X Factor-boybandet One Direction, der kort forinden havde haft sin filmdebut som soldat i Christopher Nolans Dunkirk, er indbegrebet af britisk coolness, og selv når han dukker op på forsiden af Vogue i kjole, ifører sig pink fjerboa på scenen eller tager til grammyfest i harlekinmønstret buksedragt, får han det til at se misundelsesværdigt let ud.
I 2022 var det samme coolness, der gjorde hans A-ha-inspirerede »As It Was« til et af årtusindets største hits. Med stram tromme, drømmende synth og et underspillet omkvæd, man føres ind i næsten uden at opdage det, fandt han ud af, hvordan han bedst udnytter sin blide baryton. Men han fandt også, nok så vigtigt, en måde at være mandlig popstjerne på i en tid, hvor den slags ellers er truet af udryddelse.
Del:
