Anmeldelse: Bird. Andrea Arnold kan som få andre instruktører skabe et særpræget filmisk miljø, men hun har det med at snuble over sine egne klodsede symboler. Bird er ingen undtagelse.
Magisk køkkenvaskrealisme
Andrea Arnold er en af det nye årtusindes få egentlige fornyere af den hævdvundne britiske køkkenvaskrealisme. Hun har taget afstikkere til 1800-tallet i sin filmatisering af Wuthering Heights og til USA i roadmovien American Honey, men hendes emne er altid purunge kvinders coming of age-kvaler i genstridige omgivelser. Klassisk stof, med andre ord.
Hvori består så fornyelsen? Den mærkes særligt, når Arnold er på hjemmebane i nutidens England. Som i gennembrudsfilmen, Fish Tank, fra 2009, der umærkeligt blander den rå council estate-realisme sammen med 00ernes R&B- og hiphopmusik. Den 15-årige hovedperson, Mia, drømmer om at blive danser, og Arnold får musikken og dansen til at glide over i et jordskælv af fysisk og seksuel vækkelse, i takt med at den unge pige forelsker sig i sin mors nye kæreste.
Del: