Magelig uro

Man kan godt påpege småfejl og tvivlsomme valg i Det Kongelige Teaters opsætning af De urolige, baseret på Linn Ullmanns erindringsroman om at være barn af to besværlige legender: Ingmar Bergman og Liv Ullmann. Den urolige, brudte kernefamilie bliver spillet af gode kræfter: Stine Schrøder Jensen som barnet, Kirsten Olesen som Ingmar Bergman og Hanne Windfeldt som Liv Ullmann. Forældrene er hverken dæmoniserede eller hyper-karismatiske, og barnet ikke entydigt stakkels, hvilket er fælder, man let kunne være faldet i. Men iscenesættelsen ryger næsten i den modsatte grøft, det bliver en næsten hyggelig dysfunktionel familie, og der står så lidt aura om Bergman og Ullmann, at de bliver hvem som helst (ingen af de to kunne vel tænke sig en værre skæbne). Hanne Windfeldts mor er langt fra Ullman, lidt konet, hvidvins-hvinende, ordinær. Og det er første gang, jeg har mødt en Bergman, jeg ikke var bange for. Det kan jo være et valg ikke at lade rollerne flyde sammen med myterne om forældrene, ikke at tegne dem ærefrygtindgydende op. Men hvorfor så ikke give dem en anden form for karisma?

Stine Schrøder Jensen er enten charmerende hektisk eller skrøbeligt hektisk, men flere nuancer har hun svært ved at finde afløb for. Titlens postulerede uro bliver nærmest magelig, og på intet tidspunkt kan jeg mærke nogen smerte, der tør være: smerte.