Anmeldelse: Sirāt. Oliver Laxes oscarnominerede ørkenrave er den perfekte film til en verden, der uden bremseklodser tonser ind i en voldelig og hensynsløs fremtid.
Mad Max i Marokko

Pressefoto: Camera film
I den marokkanske ørken rigger en gruppe uvaskede, langhårede hippietyper en masse gigantiske højttalere til generatorer. Her på vejen mellem Europa og Afrika midt ude i ingenting er de ved at forberede et rave. Øjeblikket efter brager technoen ud i den enorme intethed, mens menneskemængden danser og danser, som var de i trance.
En svær midaldrende mand med rygsæk og en ung dreng på slæb maser sig vej gennem den dansende mængde. Hans navn er Luis, og han deler løbesedler ud til raverne og henvender sig nervøst til dem. Musikken er så sønderlemmende høj, at vi ikke kan høre et ord af, hvad han siger. Under en efterfølgende samtale med en gruppe hippier på et afsides højdedrag finder vi ud af, at han leder efter sin forsvundne datter, som han har grund til at tro befinder sig til et af de mange ulovlige raves i områderne i grænselandet mellem Marokko, Vestsahara og Mauretanien.
Del:
