Den Valby-baserede filmskole Super16 har i over to årtier fodret den danske filmbranche med nogle af landets største talenter og succeshistorier. Det gælder lige fra etablerede navne som Christina Rosendahl og Martin Zandvliet til fremadstormende talenter som Mathias Broe og Zinnini Elkington, der var to af sidste års mest prominente spillefilmsdebutanter.

Trods skolens stolte traditioner kan man dog ikke påstå, at det vrimler med Super16-alumner, der for alvor udfordrer den filmiske vanetænkning eller forsøger at udvikle et unikt personligt udtryk. Det kan årets kuld af dimittender muligvis ændre på. I pressemeddelelsen, der akkompagnerer lanceringen af de seks afgangsfilm, som i den kommende halvanden måned kan ses på DR, slås der i hvert fald til lyd for forandring. Årgang 26 håber at møde en branche, der er klar til »nye måder at lave film på,« ligesom der udtrykkes ambitioner om »at lave film, der ikke nødvendigvis ligner dem, der allerede findes«.