Løbske tøjdrømme

Først bliver man glad: H&M kører endnu en stor kampagne for genbrug, som skal motivere forbrugerne til at hæge om deres tøj og aflevere det tilbage i stedet for at smide det ud. Men så læser man videre – og opdager, at den store åbenbaring nu er, at kasseret tøj godt nok ikke skal brændes op og blive til aske og toksiner i luftrummet, men i stedet skal genanvendes til at producere nye fibre og tekstiler. Tøjet nedbrydes altså og genopstår som nyt tøj. For er vi ikke allerede glade for, at glas og metal genbruges? Argumentet lyder, at nu skal vi gøre det samme med tøjet, og så skulle problemet vel være løst.

Nej. Slet ikke. Det er indlysende smart, at tøjs endestation er denne form for genanvendelse, men den er langtfra en fuldgyldig løsning i sig selv på modeindustriens gigantiske krise med helt uacceptabel overproduktion og spild. For det første er denne genanvendelsesproces energikrævende og forurenende, og der er også begrænsninger på, hvilke tekstiler der overhovedet kan genanvendes; de mange blandinger af bomuld eller uld eller viskose med kunststoffer kan således ikke. Materialerne, som kan fremstilles af disse gendannede fibre, har også sine begrænsninger og egner sig kun til visse typer af nyt tøj.