Livet i luftrummet

Fra mit nye smalle kontroltårn, sat uden på husets gårdside i førstesalshøjde, holder jeg øje med det hele. Lægger øre til alt. Nogle gange råber jeg op til overboen, at jeg kan høre hvert ord i hans fortrolige arbejdssamtaler og næsten også, hvad personen i den anden ende siger. Måske er det ikke udelukkende altanernes skyld. Vi bor tættere og tættere i byen, flere og flere mennesker kæmper om parkeringspladser og privatliv, fred og ro. Grænser drages i selvforsvar. Den smalle gård virker i forvejen som en tragt, der forstærker al lyd, så det har ikke hjulpet, at vi nu sidder på hver sin udendørs hylde. Min søster ringede en sommerdag nede fra gården for at advare om, at hun tydeligt kunne høre mig synge »Diggi-loo diggi-ley, alla tittar på mig, där jag går i mina gyllene skor« (Melodi Grand Prix, 1984.) Bare for min egen skyld.

Hvad sker der for min genbo? Lyng i alle altankasser? Planten ser fortabt og vissen ud, når den har forladt heden, og alle overtroiske mennesker ved, at det betyder død at tage lyng ind. Hvad sker der for min nabo? Lyskæder hører til jul og vinter, ikke marts. I forvejen oplyser de mit soveværelse om natten. Hvad sker der for min anden nabo? Hendes citrontræ lider jo, det er ved at dø af tørst. Er det for meget, hvis jeg prøver at nå det med en skrå vandstråle? I morges lå der en sut i altankassen. Det må være Viggos, den nyfødte ovenpå.