For lidt over et år siden blev jeg mor for første gang, og i månederne efter degenererede min søgehistorik fra rettidig omhu over anstrengt bekymring til semipanik. En nat omkring 3.43 googlede jeg endnu en gang »baghoved skævt«, min søns baghoved vel at mærke, eftersom mit er hærdet og ikke står til at redde. Men hans var stadig blødt og formbart, så det var bare med at tjekke, om det lignede den skræmmende tegning, som sundhedsmyndighederne bruger til at illustrere, hvad der sker, hvis baby (aldrig babyen eller din baby, altid ubestemt ental uden artikel) ligger for meget på den ene side. Man skal kigge på barnets hoved lodret ovenfra og håbe på en perfekt oval form. Hvis omridset i stedet minder om en maltrakteret jordnød fra bunden af skålen, har man fejlet som forælder. Jeg googlede mig også til skræk over, at jeg fuldstændig havde misforstået, hvilket tøj min søn skulle have på. Selvfølgelig ikke bare en kortærmet body, men en langærmet en af slagsen med bluse ovenover. Havde min søn frosset hele sit fire måneder lange liv? Kunne jeg lige så godt have smidt ham i et ishul ligesom Willerslev-brødrenes far? Og havde jeg lagt ham på maven hurtigt nok efter fødslen for at opnå den livsnødvendige hud mod hud-kontakt, eller ville han ende sine dage i et højsikret fængsel? Og altså, google google: Hvis han kun ligger på højre side, fordi han kraftedeme ikke vil ligge på venstre, selvom jeg hver eneste nat omkring klokken 3.41 nænsomt forsøger at lirke hans hoved den vej, vil han da gå gennem livet som en jordnød fra bunden af skålen?

Inden fødslen lod jeg mig ikke for alvor slå ud af alle de nervøse formaninger til gravide.