Lefesten

I uge 34 gjaldt det løvengshaven og hin enkelte lemands ensomme slæt i egen have. Nu gælder det det helt store høslætsfællesskab med le i hånd på engene.

Høslætsenge kan være særdeles prægtige, rige på arter af såvel planter som insekter, herunder sommerfugle. Det er en rig natur, der er holdt ved magt i århundreder gennem nænsom udnyttelse. Men »udviklingen« overflødiggjorde både enghøet, leen og engen selv, og mange enge blev opdyrket, tilplantet eller groede til.

I Sverige svandt arealet med høslætsenge ind fra én million hektar omkring år 1900 til få tusinde hektar 100 år senere, men lekundskaben og -færdigheden levede stadig blandt svenske lefolk og høslætslaug – slåttergillen.

I 1970erne, 80erne og 90erne drøftede danske naturfredere indgående, hvordan man kunne bevare det rige liv. I stedet for fortsat snak om plejebehov og maskinindsats sluttede en skare ildsjæle i Gribskov sig i 1998 sammen i Strøgårdsvang Høslætslaug. De greb, efter stærk inspiration fra den legendariske svenske lemand Kjell Gustavsson, både le, høtyv og -rive og genoptog slættet på Nydam, en af Gribskovs mange gamle høenge.

Slættet sikrer lys og levesteder, nedbringer massen af star og græsser og fremmer mangfoldigheden af blomstrende tokimbladede. Forudsætningen er, at plantebiomassen med sit indhold af kvælstof og fosfor bliver fjernet fra arealet.

Førhen havde høslættet til formål at skaffe hø til vinterfoder. De gamle svingede derfor leen, når planterne var rigest på næring, og høet blev bedst. Det er anderledes i nutiden, hvor sikring af arter og god naturtilstand er vigtigst. Nu er der også kun sjældent aftagere til høet, så det er stort set kun til besvær. Derfor er tidspunktet for et naturplejeslæt en middelvej mellem at kunne fjerne mest mulig biomasse, kvælstof og fosfor og at volde mindst mulig skade på flora og fauna. De værdifulde planter skal helst have sat frø og insekterne suget færdig og lagt deres æg betryggende steder.

Plantematerialet fjernes nu i frisk tilstand, oftest ved udslæbning på store presenninger. Det kan dreje sig om adskillige ton, der typisk skal trækkes opad i terrænet, op på den høje bund. Med håndkraft er det høslættets ubetinget drøjeste arbejde. I de senere år har motordrevne spil dog mindsket sliddet, men så må man leve med, at støjen forstyrrer engens idylliske fred.

Oftest slås to gange årligt for at fjerne mest muligt, men helst forskudt, således at der længe vil være blomster og foderplanter til insekterne. Gerne skånes ikke færdigmodnede frøstande af orkideer og sentblomstrende arter som den fine leverurt og den dybblå djævelsbid, der blomstrer netop nu, mens de sidste kejserkåber flakser omkring, og duften af mynte breder sig.

På Nydamengen lykkedes det på under 20 år at nedbringe mængden af fosfor og kvælstof til det halve og tredoble artsantallet. Derfor nøjes man nu med ét årligt, sent slæt – i august-september.

DET ER EN sejlivet skrøne, at man skal være ud af gammel vej- eller lemandsslægt for at kunne håndtere en le. På baggrund af talrige lekurser er der ingen tvivl: Alle kan lære det. Med en velhvæsset le, der passer i længde og indstilling, og god vejledning, vil alle efter få minutter kunne lægge deres første skår og efterhånden træde ind i »dansen på engen« og lade leen skære i bløde, jordnære cirkelslag.

Selv havde jeg første gang en le i hånden i 1977 og tog fat efter bedste evne med gamle, for korte leer. Det helt store spring fremad kom i 2008, hvor jeg dels deltog i et høslætskursus, som Danmarks Naturfredningsforening afholdt med nogle af landets allerkyndigste lefolk som læremestre, dels fik tag i supergodt grej.

Det er afgørende, at leen vedvarende holdes skarp ved hjælp af den hvæssesten, som en leslager altid bærer på sig i et vandfyldt hylster i bæltet. Hvæsningen kan med fordel udbygges med lejlighedsvis harring, hvor bladet bearbejdes med en hammer på en særlig ambolt, så æggen bliver hvas som et barberblad.

25-års jubilæet i Strøgårdsvang blev naturligvis fejret, både på engen og ved høstgildebordet med den traditionsrige dådyrragout, oldermandens og andres festtaler samt Kølsters gode øl.

Siden Strøgårdsvang Høslætslaug blev stiftet, har leglæden bredt sig over hele landet og talrige nye høslætslaug set dagens lys. Stadig flere griber det klassiske redskab, lærer kunsten og møder begejstret op for at yde en frivillig indsats, når der bliver kaldt til slæt på nogle af vore mange fine naturarealer. I høsttiden i år således i blandt andet rigkæret Krogenlund Mose (Småsøerne) ved Bastrup og på Kildeengen i Hvalsøskovene, hvor leerne svinges på 12. år, og der er netop holdt lefestival med tilhørende høstfest med grillstegt krondyr.

Med leen i hånd træder man ind i en årtusindgammel kulturhistorie og kan lade naturpleje, fornøjeligt fællesskab og sundt friluftsliv gå op i en højere enhed. Gerne under lemesteren, Niels »Åmand«s slagord: Le for livet!