Rævejagt

Hubertusjagten
Sportsrideklubben

Det er atter blevet første søndag i november og dermed tid til røde jakker, hvide bukser og den årlige Hubertusjagt, der efter et års afbræk som følge af pandemien er tilbage i vante rammer i Jægersborg Dyrehave nord for København. Jagten har været arrangeret af Sportsrideklubben siden 1905, men traditionen går tilbage til kong Christian 5. i 1690erne. Dengang markerede den prestigefulde rævejagt til hest afslutningen på årets parforcejagter. I dag er der snarere tale om et forhindringsløb uden jagthunde og med symbolsk vildt i form af to ryttere med rævehaler fæstnet til skulderen. Et dramatisk og seværdigt skue, også for den ikke heste- og jagtindviede. Der rides ligeledes hubertusjagter på Fyn og ved Aarhus i denne weekend.