Kultur­anbefalinger

Kunstudstilling

Mandefald

Tilhører De den voksende forsamling af forargede og forundrede borgere, som følger tragedien om Torben, den fåmælte milliardær med sin tonstunge forhøjning af nordisk skrald uden for Randers, forstår jeg Dem godt. Det gør de lokale også. Sagen indeholder stof til mange eksistentielle skænderier om definitionen på jysk snusfornuft og værdien af virketrang, kan jeg rapportere som indfødt, eksileret randrusianer.

Statsminister Frederiksen besøgte i sidste uge jordskreddet for at se alvoren med egne øjne, og skulle De være blevet inspireret til at følge trop, anbefaler jeg at gøre holdt i Randers midtby på vejen derud og spendere et øjeblik på en anden stor mands fald, som også er kilde til debat i lokalspalterne: For enden af Østervold troner, eller ligger, en otte meter lang, kappeklædt mand, som er væltet. BAR ROMA hedder skulpturen, skabt af kunstner Erik A. Frandsen, som avisens læsere også vil kende fra sit samarbejde med cykelskribent Brian Nygaard. 

Mandefaldet blev åbenbaret i oktober, og med det fulgte en udstilling på Randers Kunstmuseum. Den viser Frandsens seneste malerier, tegninger og skitser til skulpturen, undfanget på en rejse »gennem 15 norditalienske byer for at se på fascistisk kunst fra 1930erne«. Udstillingen varer frem til 18. februar.

Omkring BAR ROMA, Erik A. Frandsen, Randers Kunstmuseum.

Litteraturbrev

Lykkelæser

Inden jeg kommer for godt i gang, må jeg bringe et dementi: Jeg har vildledt Weekendavisens læsere. Beklager. Sagen er, at sidst denne kulturelle kurateringsære tilfaldt mig, det var i november måned, anbefalede jeg det litterære printmagasin The Happy Reader. Ikke alene fremhævede jeg dets internationale nichekarakter, jeg noterede også, at jeg havde fundet det i en berlinsk sidegade og kun købte nye udgaver i udlandet. Om jeg bar en hat, mens jeg sad og formulerede den anbefaling, mindes jeg ikke, men hvis jeg gjorde, må jeg have set høj ud i den. 

Få dage senere skrev en læser til mig, at han nu havde bestilt magasinet hjem. Det var dyrt, skrev han, men nok prisen værd; han havde jo avisens ord for det. Kort efter erfarede jeg, at udgaven var den sidste. The Happy Reader er nedlagt. Jeg har anbefalet en blindgyde. 

MEN: Lykkeligvis er bladets chefredaktør kommet mig til undsætning. Seb Emina, hedder den britiske skribent fra Paris, som ud af printmagasinets aske har kreeret en digital efterkommer: Read Me, hedder hans »meget lille magasin forklædt som et nyhedsbrev«, som udkommer via platformen Substack og i sit indhold minder om The Happy Reader. Til gengæld koster et abonnement kun 30 kroner månedligt. Også det er prisen værd, så længe det varer.

Read Me, Seb Emina, substack.com.

Musik

Blæsevejrsblues

I vintermørket har en lys og varm krammer af vellyd fulgt mig rundt, hvor end jeg har haft brug for den. Flowers of Your Youth hedder pladen, som sanger og saxofonist Oilly Wallace udgav sidste år. Wallace blæser for blandt andre Andreas Odbjerg og Coco O. og kendes fra sit samarbejde med Johannes Wamberg og gruppen Tabloid (også en anbefaling værd). 

Oilly Wallace påstår både at være dansk og født i 1996, men at dømme på musikken kunne han være født når og hvor som helst. Alene navnet – Oilly Wallace. Kan man tænke sig et mere jazzet navn? Den vakse læser bliver straks mistænksom, men selv hvis det er et kunstnerisk træk, skal han være undskyldt. Chet Baker blev jo heller ikke døbt sådan. Til gengæld fortolkede Baker det italienske nummer »Arrivederci« af Umberto Bindi i 1960, og det samme har Oilly Wallace gjort på Flowers of Your Youth, pladens eneste covernummer, så vidt jeg kan høre.

Baker kunne godt være et musikalsk forbillede for Wallace, som har påtaget sig en ubesværet, støvet, men skarp balladecroonerstil. Med masser af jazzzzzzz.

Flowers of Your Youth, Oilly Wallace, Initiated Records.

Podcast

Rygerlungelængsel

Markedet for danske podcast er efterhånden ved at ligne en negativ fremkaldelse af partiet Moderaternes valgslogan: Det handler om nogen, ikke om noget. Lytterne skal bare have indhold i ørerne. Hvad det så handler om, er skide-lige-meget, som en livstræt seniorkorrespondent sagde, da også hun faldt i den dovne fælde af halvkendtes sniksnakpodcast om så lidt som muligt. 

Platformen Podimo har bygget sin forretning op om den slags, og det var sjovt, da kollektivet bag konkurrenten r8Dio begyndte at parodiere deres personbårne nonsens. Men som abonnent har jeg også ventet på, at r8Dio selv bidrog med noget. Det har jeg fået nu, endda noget ekstremt konkret: Et cigaretetui på størrelse med et halvt stykke toiletpapir lander i skødet på satiriker og musiker Frederik Cilius. Giveren påstår, at etuiet har tilhørt Leonard Bernstein, den store amerikanske komponist og endnu større ryger, som også er Cilius' idol. 

Men kan historien være sand? Det undersøger Cilius og medvært Mikael Bertelsen i ni afsnit af den (angiveligt ikkesponsorerede) serie Bernsteins cigaretetui, der handler lige så meget om Cilius' faible for at besjæle artefakter – og Bertelsens modstridende forsøg på at overbevise Cilius om, at tobak bare er tobak, og at længsel kan slå ihjel. Dét er da noget.

Bernsteins cigaretetui, Frederik Cilius og Mikael Bertelsen, r8Dio.

Samtidshistorie

EU-læsepligt

Om fire måneders tid skal De til valg igen, denne gang til Europa-Parlamentet, og inden De beslutter Dem for, at det er for kedeligt at læse videre om, må jeg protestere: Valget er ikke kun vigtigt, men også det mest intense og dramatiske i årtier.

 Ét er, hvad de forskellige partier udgiver af valgmateriale – i Danmark er det typisk variationer af samme opbakkende slagord, og lad os være ærlige, det er væsentlig, men sjældent medrivende læsning. Til gengæld er der de forgangne år udgivet en solid samling af samtidsdissekerende bøger om det europæiske fællesskab og alt det, der forener og splitter os. 

Flere af dem er værd at læse, hvis man vil forstå, hvad der er på spil i 2024. Den fortsatte europæiske solidaritet med Ukraine, bare for at begynde et oplagt sted. Hvad handler dén sprække om? Økonomi, siger nogle. Grænser, siger andre. Identitetspolitik og nostalgi, lyder det østfra. Store temaer, som fortjener at blive perspektiveret i en kulturel kontekst. Er man ikke bange for mursten, anbefaler jeg at begynde ved hollandske Geert Maks Store Forventninger i Europa 2000-2020, som det danske mikroforlag Epilog mirakuløst nok har oversat. Hvor usexet titlen end lyder, er bogen alle 580 sider værd, hvis man er nysgerrig på, hvad vores naboer faktisk skændes om.

Store Forventninger i Europa 2000-2020, Geert Mak, Epilog.