Musikvideo

Bababdiååh

Lars H.U.G.s Facebook-konto er dejligt aktivistisk arkiverende, støver enhver eksisterende musikvideo og filmet optræden frem og melder dem ind til evig digital eksistens på YouTube. H.U.G.-klippenes hellige gral har været Klichés optræden med en på stedet arrangeret halv musikvideo med Danmarks næstbedste rocksang (næst efter Gasolins »Det bedste til mig og mine venner«) »Militskvinder« i Jørgen (de) Mylius-programmet Musikboxen fra lørdag den 22. november 1980 klokken 20.40, som nu omsider er dukket op og kan ses med Mylles intro heldigvis/desværre klippet ud. 

Ens blå skjorter og blåt plastic klistret på guitar, bas, keyboard. Det mindste klip med marcherende kvindelige soldater. H.U.G. på guitar og Johnny Voss på bas ultracool snerrende til kameraet, mindre cool er overskæggene og smilene på trommeslager Anders Brill og midlertidig keyboardist Steffen Brandt (der blev klippet korthåret i studiet). 

Det er så koncentreret, pågående energisk et nummer med den her camp-poetiske lovprisning af bevæbnede kvinder ved formand Mao, som H.U.G. synger helt hinsides nogen 70er-satire: »Hvor strålende og stolte de ser ud/ Med lange rifler over skuldrene/ Med lange rifler over skuldrene/ På paradepladsen/ Oplyst af dagens første stråler/ På paradepladsen/ Oplyst af dagens første stråler.«

Foto: Ritzau Scanpix
Foto: Ritzau Scanpix

»Militskvinder«, Lars H.U.G.

Podcast

Børneillumination

Det er så fedt, når det er radioen, der slår videostjernen ihjel, eller i det mindste får fjernsynet, Ramasjang og Netflix til at tie i mærkbar, udstrakt grad. 

Det er drengen på fem år, der er blevet fan af DRs eminent engagerede børnepodcast Radionauterne, hvor værterne Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay på lyttende børns opfordring – og sekvensen hver gang med flere børn ivrigt spørgende om dagens emne er næsten lige så skøn for både børne- og voksenlytter som selve udredningerne af emnet – undersøger og forklarer hvad som helst med som regel inddragelse af en enkelt, altid overrumplende (også for eksperten selv) pædagogisk ekspert. 

En del af trippet er også emnernes vilde spredthed; at blive kastet rundt mellem alle verdenerne i verden. De seneste fire episoder har handlet om, hvorfor man bliver gammel, hvorfor myrer er så stærke, om hekse findes (en for en gangs skyld virkelig anfægtende og oprørende, anfægtet og oprørt episode), og hvad metal er lavet af (ingen anfægtelse, intet oprør, bare hårde fakta blødt formidlet). Nysgerrighed oplivede killingen.

Radionauterne, Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay.

Singler

Veteranvrængen

Bandnavne! Fundet på som det mindst ringe eller mest åndssvage på en lang, lang stadig mere håbløs liste ved et tidligt bandmøde, hvor bandet slet ikke har fundet deres lyd eller identitet endnu, og derpå klæbende til lyd og identitet, når og hvis lyd og identitet opnås, til evig tid. To af de bedste og værste bandnavne, begge nævnende/misbrugende andre navne: The Jesus and Mary Chain og The Dandy Warhols. Begge grundigt forslåede og forskruede bands har netop udgivet stenet umiskendelige singler fra deres kommende nye plader.

 På The Dandy Warhols’ single, hvis titel er lige så plat et ordspil som deres bandnavn, »Danzig With Myself«, medvirker endda Black Francis fra The Pixies (anderledes smooth bandnavn) med lys vokal på det muntre omkvæd: »Should anyone be alive then?/ Should anyone wanna even try to survive it?/ If we're lucky enough instead/ To be more grateful than the dead are.« 

Titlen på The Jesus and Mary Chains single er et slags rim, »Chemical Animal«, og budskabet er lige så dejligt formørket: »I'm not pleased to meet you/ I don't need to meet you/ I don't want to meet you/ You don't want to meet me too/ There is something you should know/ There is something I don't show/ I fill myself with chemicals/ To hide the dark shit I don't show.«

Udsendt af henholdsvis Fuzz Club Records og Sunset Blvd. Records.

Stationskunst

Kirkebykat

Det er svært at forklare det med vandalisme og street art, når man står på Nørreport Station i København med sine små børn og endnu et knaldflot tilsprayet tog dukker frem ud af tunnelen. Ja, det er så flot, at man kan komme i fængsel for det, mine små, hvis kunstneren fanges på fersk gerning, eller politiet konfiskerer hans eller hendes piecebook (med billeder af værkerne). 

Nemmere er det ikke med den lille gule kat placeret højt oppe på Per Kirkebys ti meter høje murstensværk side om side med DR Byen Metrostation, men den er velsagtens rent juridisk under bagatelgrænsen, selvom den i al lynende præcis beskedenhed – Ibbi Pippi, gå i fængsel og vug! – er mindst lige så, hvis ikke mere tydelig. Nu har den fået lov til at sidde der mindst to måneder, katten, uden nogen Kling eller Klang har gjort mine til at klatre op og flå den ned, og så er det jo lige før, at den simpelthen har vundet hævd som en integreret del af værket, således at vandalismen ville være at fjerne katten.

 Ude på Arken i Ishøj har de lige nu en retrospektiv med Kirkebys Bricks, og fint og fantastisk nok, og den skal vi også allesammen nå at få set, men der er ingen små gule katte eller store grønne bjørne for dens sags skyld, den slags frekventerer ud af det blå kun det offentlige rum.

Murstensskulptur ved Per Kirkeby plus gul kat, DR Byen Metrostation.

Kendissighting

Stjerneramt

Det er straight svimlende for den femårige dreng og den treårige pige i Cirkus Summarum at se Ramasjang-heltene Motor Mille, Onkel Reje og Hr. Skæg live, fordi de agerer deres karakterer; de er på scenen en til en Motor Mille, Onkel Reje og Hr. Skæg. Det unheimlich vilde er at møde personer fra skærmen som sig selv og i civil ude i virkeligheden, hvilket det hermed skal anbefales at gøre et aktivistisk nummer ud af, altså stik mod al god stil direkte henvende sig, thi danske kendisser er generelt bare utrolig søde, især over for børn.

 To nylige eksempler: Peter Frödin, Danmarks sjoveste skuespiller, som børnene nyligst havde set som kanin med store fortænder i børnefilmen Kaptajn Bimse og Goggeletten, mødt ved kassen i eks-Irma på Nørreport. Lotte Heise, der har gjort uudsletteligt indtryk som en mor fra helvede i seneste ombæring af Motor Mille og børnebanden, mødt i metroen fra Ørestad Station, og som var hurtig til at fortælle de skrækslagne unger, at hun slet ikke var så ond, og det er et godt budskab: Ude af karakter er de voksne slet ikke så onde.

Hvor som helst på gader og stræder.