Siden Rusland indledte sin angrebskrig mod Ukraine i februar 2022, er de ukrainske virksomheder blevet lænset for arbejdskraft. Mændene er sendt til fronten. Men åreladningen ramte ikke landets museer, biblioteker og kulturhuse.

»Kultursektoren i Ukraine er ekstremt kvindedomineret. Hvor mange andre brancher blev lammet, da store dele af deres personale blev sendt i krig, bevarede kulturinstitutionerne generelt en større del af deres ansatte,« siger Josephine Munch Rasmussen, forskningschef på Arkivet, freds- og menneskerettighedscenter i Kristiansand i det sydlige Norge.