Krigens reneste form

I de noter, jeg tog i begyndelsen af Ray Mendoza og Alex Garlands Warfare, har jeg fremhævet instruktørernes sans for kontraster. Filmen begynder med en gruppe amerikanske Navy SEAL-soldater, der på deres base hopper ekstatisk op og ned til hvert beatdrop i Eric Prydz’ »Call on Me«. De står forsamlet ved en computer, der afspiller sangens klassiske video med fitnessbabes i 80er-stil. Vi er i 2006, midt i Irakkrigen.

Pludselig klippes der brat. Nu er skærmen næsten sort. Det er nat i den anonymt udseende irakiske by Ramadi, og der er fuldkommen tyst. Soldaterne bevæger sig musestille gennem gader og omkring hjørner, inden de når frem til et hus. De vækker beboerne og beroliger dem, inden de brutalt, lydløst og effektivt overtager huset og omdanner det til en midlertidig base, hvorfra de kan holde øje med militante i nærområdet.