Hjertets Bjerge. Bliver Pogačar klar til at møde Vingegaard i topform til Tour de France? De næste uger er afgørende efter styrtet i Liège-Bastogne-Liège.

Kongens fald

Det var syv måneder siden, de sidst havde set hinanden, og så måske alligevel ikke. Til linjeløbet ved VM i Wollongong i Australien sidste år forsvandt Remco Evenepoel nemlig så tidligt og succesfuldt ind i jagten på triumfen, at Tadej Pogačar muligvis slet ikke så ham, før han var ganske væk. Den søndag på den anden side af kloden var belgierens præstation igen fra en anden galakse, og det var den også i går i Liège-Bastogne-Liège. Pogačar nåede ikke engang til vendepunktet, da et styrt på de snørklede skovveje ved Ortho rev ham ud af billedet og ind i tvivlen om Tour de France-forberedelserne.

Evenepoel kører sine finaler kronisk alene, og med Pogačar på vej til hospitalet i Genk var der ingen andre, der havde så meget som skyggen af en chance for at stoppe ham. Modstanderne lignede på skift modige mænd, der blev rystet af en hvid hests galop mod mål. Det var alene et spørgsmål om, hvem der kunne hænge på i længst tid. For af – det røg de.

Med nyheden om Pogačars styrt udviklede Quick-Steps taktik sig til at blive et langt lead-out af verdensmesteren, hvis ryk på stigningen ved La Redoute var som varslet af en bred elastik, der var trukket så langt, at den mistede kuløren, indtil den blev sluppet løs i alle regnbuens farver. Han forsvandt og med ham spændingen om udfaldet ud over de sønderbombedes ret til at kæmpe om podiets nedre trin.

Da den unge verdensmester rakte begge hænder i vejret på Quai des Ardennes, var professor og superkirurg Joris Duerinckx formentlig allerede ved at skære en aflang flænge i den ene af Pogačars. De to ryttere, der skulle have mødtes til et planlagt slagsmål i skovene syd for Liège, kunne ikke have haft en mere forskellig dag. Evenepoel var urørlig, og Pogačar må ikke røre ved ret meget i den kommende tid. Hans brækkede håndled er som en tynd, men tydelig revne i et timeglas, hvis sand er dage, der langsomt, men sikkert forsvinder, indtil Tour de France begynder.

Det er ikke fair over for Evenepoels triumf at lade Pogačars sår bløde på hans regnbuefarvede trøje, for han kørte mod dem, der var der. Og de få, der reddede sig over den gamle slagmark ved La Redoute med mulighederne i behold, gjorde, hvad de kunne. Andre mistede simpelthen benene af at prøve. Men det gav alligevel et uforløst sug i maven, at duellen forsvandt som en hårdtpumpet bold af forventninger, der bliver fjernet fra straffesparksskytten i sekundet, han skal skyde. Det kunne have været et gigantisk opgør, men styrt sker, og det er også hverdag på en søndag i cykelsporten.

Men Pogačars skadespause skaber en ny og problematisk tidsregning for en måske endnu mere ventet duel, nemlig den med Jonas Vingegaard til juli, når Tour de France begynder i Bilbao. Det er en prekær situation for sloveneren, og for en rytter, der ligesom den belgiske verdensmester har fået alt til at se nemt ud, kan det faktisk godt få et skær af noget svært. Holdet var hurtigt til at sende en tommelfinger i vejret gennem gipsen på bagsædet af bilen, da Pogačar stadigvæk sad i hospitalskjolen.

Da aftenen faldt på, og følelserne omkring løbet var lagt til ro, talte jeg med Jan Hartvigsen om Tadej Pogačars vej tilbage. Hartvigsen er professor og forskningsleder på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet. Slovenerens skade er for så vidt ganske almindelig oven på den type styrt, men fordi han gerne vil ramme formtoppen til Tour de France, har han måske brug for det held, han ikke før har skullet bekymre sig ret meget om i jagten på moderne cykelsports mest imponerede karriere. Ikke mindst fordi løbets sværhedsgrad i år ikke udvikler sig som et støt voksende crescendo, men rammer hårdt fra starten.

»(Det er) klart en fraktur, som man skal tage alvorligt. Som regel behandler man med immobilisering, så den heler af sig selv. De opererer sikkert her, da de så håber på et hurtigere forløb og på, at Pogačar kan belaste den tidligere. Muligvis er der dislokering også, men det er svært at vide ud fra den information, vi har. Han kan sandsynligvis træne på turbotræner allerede i morgen, men han tager den sikkert med ro et par dage. Problemet er, om han kan holde på styret til at træne på landevej inden for en overskuelig tid (en-fire uger), det er jo kritiske uger i sæsonen lige nu. Efter seks uger er håndleddet som regel tiptop efter den type fraktur. Hovedpinen er, hvordan han træner optimalt. Han får brug for al sin styrke, hvis han skal sætte Vingegaard på plads i den første uge af Tour de France,« lyder den konkrete vurdering fra Hartvigsen.

Som en afslutning serveret uden den mindste form for kynisme tilføjer han: »En af de store fascinationer ved cykelløb er, at de foregår ude i virkeligheden.«

Og vi er vant til at have en forestilling om, at netop virkeligheden er fælles, men det er den aldrig for cykelryttere, når de står foran en stor – hvis ikke ligefrem dén største – opgave. Når Remco Evenepoel begynder sit attentat på Giro-titlen på den italienske østkyst om et par uger, skal Tadej Pogačar gerne kunne tage et fast greb om sit styr kort tid efter. Hvis han ikke kan det, er det svært at forestille sig, at han selv tror på, at Tour-revanchen er en mulighed.

Men måske er det netop forskellen på ham og de fleste andre: at han faktisk gør det alligevel. Hverken han, Evenepoel eller Vingegaard har det umulige som udgangspunkt. De er født til at trodse det. Pogačar har på to måneder vundet mere, end resten af feltet ville turde drømme om. Med undtagelse af Evenepoel, selvfølgelig. Men det til trods har Pogačar en ny aftale med historien, han for alt i verden ikke vil undvære. Der er 68 dage til Tour de France.