Hønsesnak. Der er som bekendt fundet PFAS i økologiske æg, og endnu en gang står vi tilbage med et ambivalent forhold til en af vores mest basale fødevarer.
Køkkenets Proteus
Det siges, at Caterina Sforza, bedstemor til den franske dronning Marie af Medici, under sit fangenskab i Sant'Angelo-fængslet i starten af 1500-tallet levede udelukkende af æg. Grunden var, at hun var bange for at blive forgiftet af sine fjender, og æg var den eneste madvare, hun følte sig sikker på ikke kunne inficeres med gift, uden hun ville opdage det. I halvandet år spiste hun kun æg, og jeg forestiller mig, at hun derefter aldrig mere havde lyst til et igen. Det melder historien ikke noget om, men den fortæller til gengæld noget om, hvor nærende ægget er.
Mennesket spiser strudse-, vagtel-, måge- og vibeæg og alle mulige andre slags æg, men det, vi i daglig tale kalder for et »æg«, er det fra høns. Det består af tre dele: skal, hvide og blomme. Sådan et hønseæg er måske en af de mest basale fødevarer, der findes, og samtidig en af de mest næringsrige. Det indeholder vigtige mineraler, aminosyrer og fedtsyrer og næsten alle vitaminer. Men selvom ægget på mange måder er svaret på vores ernæringsmæssige bønner, så tager vi med jævne mellemrum alligevel afstand fra det. For den ovale, basale fødevare rammes igen og igen af skandaler. Og ingen herhjemme ville i dag turde leve som Caterina Sforza – og da slet ikke af økologiske æg. Hun tog jo fejl. Æg kan forgiftes.
