Hvad lytter Johanne Mygind til, når hun ikke skriver?

Kiosk

I starten af oktober var jeg til Third Coast International Audio Festival i Chicago. Her mødtes alle USAs hippe podcastproducenter og seriøse radiodokumentarister til tre dages intens radionørderi og networking og sluttede af med en gigantisk prisfest, hvor det ypperste inden for amerikansk radiodokumentarisme blev kåret.

Langt de fleste af prisvinderne havde jeg ikke hørt om før, men heldigvis kunne jeg bagefter høre dem alle sammen på Third Coasts egen hjemmeside. Her kan man for eksempel finde Phoebe Wangs smukke dokumentar God + the Gays, som vandt prisen for »bedste unge kunstner«. I sin selvbiografiske dokumentar undersøger Phoebe Wang forholdet mellem homoseksualitet og kristendom. Phoebe var et »Jesus-kid«, men har siden måttet erkende, at hun er lesbisk. I udsendelsen prøver hun forgæves at se, om det faktisk er muligt at bevare relationen til sine kristne venner, som mener, at hun bør leve i cølibat frem for at handle på sine syndige lyster. Størstedelen af historien er fortalt af Phoebe Wang selv, og først til sidst tænder hun for mikrofonen og interviewer sin præst. Et interview, som i sig selv er en demonstration af, hvor stærkt lydmediet er. I interviewet siger præsten alle de rigtige ord om accept og tolerance, men i hans stemme vibrerer en afsmag og en selvretfærdighed, der til sidst får Phoebe Wang til at konstatere, at homoseksuelle nok betaler for høj en pris, hvis de forsøger at være venner med kristne.