Streaming. Hvem skal overtage det selskabte medieimperium i tredje sæson af Succession?
Kan far dø?
I første sæson af Succession skete det, som nu i tredje sæson stadig synes at være ved at ske. Den for længst pensionsmodne og arkindede patriark Logan Roy fik en hjerneblødning og lå for døden, hvilket betød, at der skulle findes en efterfølger til at styre hans selvskabte medieimperium, Waystar Royco. Skulle det være den hvalpede ældste søn Kendall; den bedrevidende mellemstedatter Siobhan eller den blege og nederdrægtige orm af en lillebror, Roman? Og så var der selvfølgelig også det egentlige ældstebarn fra et tidligere ægteskab, Connor, men med hans skiftende skuespiller- og præsidentdrømme regnedes han aldrig for alvor som en kandidat. Og som om der ikke var nok i puljen, var der også den høje umulius fætter Greg; Siobhans væsel af en ægtemand, Tom; den gådefuldt underspillede økonomidirektør, Karl; Kendalls gudfar Frank; og den strikse mellemleder Gerri, som i øvrigt også var Siobhans gudmor. Som når metrodøren lukker, og den lille bimsepanik opstår, hoppede alle sidelæns ind i kupeen, og der har de stået lige siden, klemt sammen, alle med en kniv i ærmet. Men Logan kom på benene igen, og siden da har det ikke handlet om, hvem der skulle erstatte far, når far døde, men snarere om, hvorvidt far overhovedet kan erstattes, og om far overhovedet kan dø.
Den fremragende anden sæson gik med, at Logan spillede sine børn ud imod hinanden, og et af moderne tids største fjernsynsøjeblikke indtraf, da hele familien spillede det uhyggelige spil Boar on the floor på et gods i Ungarn. Sæsonen kulminerede, da det kom frem, at firmaets cruise-afdeling igennem mange år havde været arnested for menneskesmugling, prostitution og det, der var værre. Og i Roy-imperiets skrotmytologiske logik skulle nogen, selvfølgelig, ofres, og det skulle, selvfølgelig, være Kendall – den klatøjede og skandaleramte kokainsøn, der ikke kan finde ud af, om han skal være en hundet og godmodig undskyldning for sig selv eller en bralrerøv, der viser Gud og hvermand sit dyre ur.
Del: